Politi

Politi tilbageholder FCK-fans for at undgå derbyballade

I det kommende hovedstadsderby skal FCK-tilhængere blive på Brøndby Stadion i op til en time efter kampen.

FCK-tilhængere kan se frem til en lang søndag på Brøndby Stadion 12. maj.
FCK-tilhængere kan se frem til en lang søndag på Brøndby Stadion 12. maj. Claus Bech/Ritzau Scanpix

FC Københavns tilhængere må regne med en lang søndag på Brøndby Stadion i forbindelse med det næste hovedstadsderby mod ærkerivalen 12. maj.

Københavns Vestegns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at udeholdets fans vil blive tilbageholdt på stadion i "op til en time, mens hjemmeholdets fans forlader området".

Politiet henviser til loven om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder, som trådte i kraft sidste sommer. Kampene mellem de to storklubber har tidligere været skæmmet af tilskueruroligheder.

- Det skal være en hyggelig og festlig fornøjelse at gå til fodboldkamp og for at undgå sammenstød og uroligheder mellem ude- og hjemmefans, har vi besluttet at anvende muligheden for at tilbageholde udefans ved denne kamp, siger politiinspektør Tenna Wilbert fra Københavns Vestegns Politi.

Begge klubber spiller med i toppen af Superligaen, der er på vej ind i sin afgørende fase.

Med fem spillerunder tilbage fører Brøndby rækken med 56 point. FC København har fire point færre.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden