Portræt: Den stille dansker blev chef og sænkede den usårlige

Jonas Vingegaard siger ikke meget, men lod benene tale i et uforglemmeligt Tour de France-show.

- I bund og grund er jeg bare et familiemenneske, siger Jonas Vingegaard om sig selv. Kæresten Trine og datteren Frida har været med på de seneste tre ugers triumftog rundt i Frankrig. <i>Tim De Waele/Ritzau Scanpix</i>

- I bund og grund er jeg bare et familiemenneske, siger Jonas Vingegaard om sig selv. Kæresten Trine og datteren Frida har været med på de seneste tre ugers triumftog rundt i Frankrig. Tim De Waele/Ritzau Scanpix

Tadej Pogacar var alligevel ikke uovervindelig.

Hvis Tour de France har lært os noget i de senere år, er det, at man skal være forsigtig med bombastiske spådomme. Dertil er der ganske enkelt for meget grøde og opbrud i cykelsporten lige nu.

Det blev anset for noget nær en umulighed at vinde Tour de France i første forsøg, som Pogacar præsterede for to år siden.

Indtil sidste år forekom det urealistisk at se en dansker øverst på sejrsskamlen. Men der stod Jonas Vingegaard så søndag aften på Champs-Élysées.

Javel, Bjarne Riis vandt for 26 år siden. Men det var undtagelsen, der bekræftede reglen. Og den sejr fremstår i dag i et mindre flatterende lys.

Nutiden tilhører Jonas Vingegaard.

I en epoke, hvor en utroligt talentfuld dansk generation leverer højdepunkter på stribe, trumfer den 25-årige klatrer alle sine kolleger som vinder af det mest prestigefyldte cykelløb overhovedet.

Vingegaard har været på vej længe. Han blev toer i Touren sidste år, men allerede i hans tid som kontinentalrytter hos ColoQuick var talentet åbenlyst.

Så store forventninger var der til den spinkle thybo, at landstræner Anders Lund i 2018 udråbte ham til oplagt medaljekandidat på en bjergrig rute ved VM for U23-ryttere.

Løbet blev en stor skuffelse for Vingegaard, der lod sig slå ud af en defekt.

- Det slukkede i mit hoved, som han sagde bagefter.

Det er her, vi skal finde den største forandring efter fire sæsoner som professionel hos Jumbo-Visma.

Vingegaard er vokset ud af rollen som den lidt usikre, selvudslettende fyr, der ledte efter sin plads blandt de garvede voksne.

Det slukker ikke i hans hoved længere. Han er blevet den leder, som hans hold, Jumbo-Visma, længe har forsøgt at skabe.

Først blev han sendt til mindre etapeløb som kaptajn for et hold af unge udviklingsryttere. Siden blev opgaverne større.

Da Primoz Roglic styrtede, tabte tid og slog ryggen tidligt i Tour de France, var der ingen tvivl om, hvem der var lederen på det stjernebesatte hold.

Man bemærkede især, hvor taknemmelig verdens måske bedste allroundrytter, Wout van Aert, var over, at kaptajnen undlod at jagte hans tid i den afsluttende enkeltstart.

Ikke at Vingegaard har lagt Frankrig ned med sin karisma. Nogen Julian Alaphilippe er han ikke og bliver det næppe.

Han har åbenlyst gået i Roglic-skolen. Her taler man kun offentligt, når man bliver spurgt og siger ikke mere end højst nødvendigt.

Det virker hverken påtaget eller arrogant. Man fornemmer, at det i bund og grund bare er sådan, han er.

Efter at en synligt rørt Vingegaard havde modtaget sin hyldest under holdpræsentationen i Tivoli for snart fire uger siden, bemærkede van Aert, at det var rart at se holdkammeraten vise følelser.

Udadtil fremstår den 25-årige dansker nemlig som den stille mystiker. En mand, der kører på cykel med stort set samme ansigtsudtryk, uanset om det går op eller ned.

Udenlandske pressefolk har med begrænset held prøvet at komme til bunds i, hvad der gemmer sig bag den stoiske facade.

På pressemødet efter næstsidste etape forsøgte en journalist sig med et spørgsmål om, hvad Vingegaard synes er sjovt. Hvad han bruger sin fritid på og interesserer sig for.

- I bund og grund er jeg et familiemenneske. Mine to piger (kæreste og datter, red.) betyder alt for mig, lød svaret fra den nye Tour de France-vinder.

Det blev verden måske ikke så meget klogere af. Derfor er de velkendte anekdoter blevet fortalt igen og igen.

At Vingegaard som amatørrytter arbejdede på en fiskefabrik om morgenen, inden han tog til træning. At han i U23-tiden lavede fysiske test, der slog benene væk under garvede Team Danmark-fysiologer.

At han blev kæreste med marketingchefen på ColoQuick. Og at han først for nylig er blevet mere kendt end sin svigermor, Rosa fra "Den store bagedyst".

Nu er cykelsport og især Tour de France ikke kun underholdning. Det er først og fremmest et barskt og ubarmhjertigt arbejde. Og det job har Vingegaard udført bedre end nogen anden i år.

Hvad han endnu mangler i glans og glamour, bliver rigeligt opvejet af, at han har vundet et løb, som eksperter kalder det bedste Tour de France i årtier.

Han besejrede et unikum, som blev kaldt usårlig. Og han gjorde det ved at vinde kongeetapen i både Alperne og Pyrenæerne.

Duellen mellem den drengede, angrebslystne slovener og den strukturerede, velovervejede dansker har været tre ugers underholdning fra øverste hylde.

Billedet af det lille håndtryk, efter at Vingegaard havde ventet på den styrtede Pogacar, vil i de kommende år blive trukket frem igen og igen.

Men billedet af Tour de France 2022 er snarere et lille øjeblik umiddelbart efter etapen til Hautacam.

En storsmilende Pogacar forsøger at lykønske Vingegaard, der allerede er i gang med at telefonere med kæresten og kæmper for at få ørenlyd.

Som storebroren, der forsøger at få fred for sin larmende lillebror.

Til sidst lykkedes det.

Vingegaards Tour de France begyndte med stormende hyldest og en tåre i øjenkrogen på scenen i Tivoli.

Det sluttede på cykelsportens fornemmeste podie iført den gule trøje på en parisisk pragtboulevard. Sikke et eventyr.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.