Fodbold

Pyro-ballade koster FCK halv stemningstribune mod AaB

Brug af mere end 200 pyrotekniske genstande mod Brøndby koster nu FCK tilskuerplads i næste hjemmekamp.

FCK-fans med romerlys koster nu kapacitet til hjemmekampen mod AaB 23. september. (Arkivfoto).
FCK-fans med romerlys koster nu kapacitet til hjemmekampen mod AaB 23. september. (Arkivfoto). Claus Bech/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:36

Hele tribunen Nedre B i Parken skal stå tom, når FC København 23. september tager imod AaB i Superligaen.

Det er dommen fra Fodboldens Disciplinærinstans som følge af brugen af pyroteknik fra FCK-fans i den seneste hjemmekamp mod Brøndby. Det meddeler FCK selv på sin hjemmebane.

Nedre B huser normalt halvdelen af den fanzone, der går under navnet Sektion 12, som dermed halveres i størrelse til kampen mod AaB.

- Den delvise nedlukning af Sektion 12 skyldes brugen af langt over 200 pyrotekniske genstande ved kampen mod Brøndby IF søndag d. 1. september, skriver klubben på sin hjemmeside.

- FC København er meget ærgerlig over situationen, der betyder, at der vil være en halveret stemningstribune ved hjemmekampen mod AaB mandag den 23. september.

Klubben meddeler, at man er i færd med at finde løsninger, så sæsonkortholdere og andre med abonnementer til kampen kan komme til kampen alligevel.

FCK ligger aktuelt nummer fire i Superligaen med 14 point efter syv kampe. AaB ligger nummer ni med seks point.

Brøndbys fans opførte sig heller ikke efter alle forskrifter i Parken til derbyet i seneste runde. Klubben fra den københavnske vestegn slipper dog med en bøde på 125.000 kroner. Det fremgår af en kendelse fra disciplinærinstansen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden