RB Leipzig ansætter tysk-italiener som ny cheftræner
Domenico Tedesco skal være træner for Yussuf Poulsen og resten af spillerne i tyske RB Leipzig.

Domenico TEDESCO is supposed to be a coach at RB Leipzig. Frank Hoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix
Domenico Tedesco er ny mand ved roret i RB Leipzig.
Torsdag er tysk-italieneren blevet præsenteret som ny cheftræner i den tyske klub, der har Yussuf Poulsen i truppen.
Det skriver RB Leipzig på klubbens hjemmeside. 36-årige Tedesco har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2023. Han tager over efter amerikanske Jesse Marsch, der blev fyret søndag.
Tedesco har senest stået i spidsen for Spartak Moskva. Før det var han cheftræner i Schalke 04. I 2017 var han fra marts til juni træner i den tyske klub Erzebirge Aue, hvilket var Tedesco første cheftrænerstilling.
Den nye Leipzig-træner er født i Italien, men flyttede med sin familie til Tyskland som toårig og har både italiensk og tysk statsborgerskab.
Tedesco har ikke selv spillet professionel fodbold. I 2016 blev han udlært på Det Tyske Fodboldforbunds trænerakademi. Tedesco har tidligere været ungdomstræner i Stuttgart og Hoffenheim.
Hans første opgave som Leipzig-træner bliver holdets møde med Borussia Mönchengladbach lørdag i Bundesligaen.
Leipzig har tabt sine seneste tre kampe i den tyske liga og ligger på 11.-pladsen med 18 point efter 14 kampe. I de seneste tre sæsoner er holdet sluttet som nummer to, tre og tre i tabellen.
Yussuf Poulsen har på grund af en skade ikke været i aktion i Leipzigs seneste fem kampe.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.