Reddet af Skanderborg: EH Aalborg tabte, men rykker ikke direkte ned

EH Aalborg stod ikke distancen mod Silkeborg-Voel, men kan redde livet via playoff, fordi Ringkøbing tabte

Anders Kjærgaard
Emma Friberg stod en flot første halvleg, men falmede efter pausen
EH Aalborg 13. marts 2019 21:02

HÅNDBOLD: Et højspændt drama udspillede sig onsdag aften i kvindernes håndboldliga. Der skulle findes én direkte nedrykker, og her var kun Ringkøbing og EH Aalborg i spil.

EH Aalborg kunne redde sig en chance for at blive i ligaen via playoff med mindst uafgjort hjemme mod Silkeborg-Voel KFUM, mens nordjyderne i tilfælde af nederlag skulle hænge sin hat på, at Ringkøbing ikke ville vinde i Skanderborg.

EH Aalborg formåede ikke selv at klare ærterne, for trods en god start gik holdet ned og tabte 21-24 hjemme til Silkeborg-Voel. Det endte dog med ikke at betyde noget, for i Skanderborg tabte Ringkøbing 22-28 , og det bliver dermed vestjyderne, der rykker direkte ned.

EH Aalborg kom flyvende ud hjemme mod et formsvagt Silkeborg-hold. 3-0 efter godt to minutter. Bom, så var kampen ligesom i gang.

Anført af en fremragende Emma Friberg i målet var EH Aalborg i teten i det meste af første halvleg. Silkeborg prøvede forskellige ting af forsvarsmæssigt - blandt andet en mandsopdækning af playmaker Laura Damgaard - og gæsterne fik da også arbejdet sig ind i kampen og var foran med 11-9, inden EH Aalborg fik scoret to gange og udlignet inden pausen.

I Skanderborg var Ringkøbing bagud med 10-12 efter de første 30 minutter. Så langt så godt for EH Aalborg.

Alvoren så ud til at gå op for begge hold i anden halvleg. Antallet af tekniske fejl steg, men på tavlen fulgtes holdene stadig ad. Med et kvarter tilbage førte Silkeborg-Voel med 17-16, men rigtig nervepirrende slutfasen dog ikke for hjemmeholdet, for i Skanderborg var Ringkøbing samtidig bagud med 15-20.

Til sidst slap kræfterne op hos EH Aalborg, der indkasserede endnu et nederlag - men denne gang et nederlag, klubben sikkert kan leve med.

EH Aalborg skal nu spille nedrykningsspil mod Silkeborg-Voel, Randers, Skanderborg og Ajax København.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...