Rekordhøjt tilskuersnit og ny sponsoraftale af de helt store vækker jubel

Selvom sæsonen rent sportsligt sluttede med en mavepuster for AaB, har det været et stort år for klubben, der kulminerer med præsentationen af en ny hovedsponsor

AaB's fans har været fantastiske i denne sæson, og de fremhæves af direktør Thomas Bælum, når han skal gøre status over en sæson, der udenfor banen har været mere end godkendt for AaB. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

AaB's fans har været fantastiske i denne sæson, og de fremhæves af direktør Thomas Bælum, når han skal gøre status over en sæson, der udenfor banen har været mere end godkendt for AaB. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Der gik ikke mange timer fra nyheden om Spar Nords stop som hovedsponsor i AaB til, at en ny hovedsponsor blev præsenteret. Det bliver Arbejdernes Landsbank, der afløser Spar Nord på maverne af AaB's spillertrøjer. 

Efter en fodboldmæssig menneskealder med Spar Nord som hovedsponsor er der nu nye tider i vente.

- Der er tale om en af de største aftaler i klubbens historie. I hvert fald de aftaler, som jeg kender til. Vi er oppe på en af de helt høje hylder med den her aftale med Arbejdernes Landsbank, siger Thomas Bælum. 

- Alting har en ende, og vi kan ikke takke Spar Nord nok for det fantastiske partnerskab, vi har haft med dem i rigtig mange år. Det er noget, AaB sætter stor pris på, siger Thomas Bælum. 

AaB-direktøren glæder sig til at indlede partnerskabet med Arbejdernes Landsbank, som man har fundet sammen med i en tid, hvor det ellers ikke bare giver sig selv, at en ellers profileret superligaklub går ud og finder en ny hovedsponsor. 

- Det er ikke noget nemt marked, og der er mange om buddet. Ikke mindst de sociale medier, som tager sin del af kagen i modsætning til tidligere. Vi er dog stolte over, at vi kan præsentere en ny hovedsponsor, der i forvejen står stærkt i forhold til at være synlig i dansk topfodbold, siger Thomas Bælum.

Som direktør står han i spidsen for en organisation, der også har øget niveauet, og det er Bælum hurtig til at anerkende. 

- Det er lige fra kommerciel direktør Jesper Elkjær og salgschef Morten Brinkmann til resten af vores dygtige stab på kontoret til alle kontrollører og stadionpersonale i forbindelse med kampafviklingen. Det er en enhed, der spiller sammen, siger Thomas Bælum.

Rekordsnit

Aftalen med Arbejdernes Landsbank kommer i kølvandet på en sæson, hvor AaB's kommercielle afdeling har haft fart på. Klubben har oplevet et kæmpe løft i aktiviteterne udenfor kridtstregerne. Bedst eksemplificeret ved det bedste tilskuersnit siden guldsæsonen tilbage i 2013/14. 

Dengang havde man i snit 8480 tilskuere til en hjemmekamp. I denne sæson ligger det snit på 7998. 

- Fodbold har medvind i Danmark i denne tid. Landsholdet gør det godt, folk vil gerne på stadion efter corona, og sådan er der flere ting, der spiller ind, men vi kan også mærke en fantastisk opbakning og en fantastisk stemning på stadion, siger Thomas Bælum, der for en sjælden gangs skyld benytter sig af et bandeord. 

- Undskyld mig, men det har sgu været helt fantastisk at opleve den kulisse, som Vesttribunen har skabt. Jeg har aldrig oplevet så mange tifoer, og jeg kan ikke huske sådan en opbakning. Det er helt exceptionelt, som vores fans har ofret mange frivillige timers arbejde for at skabe de her rammer. De kan ikke roses nok, siger Thomas Bælum. 

- Det er ikke kun den del, der er løftet gevaldigt. Alle de planer, vi havde om at forbedre stadionoplevelsen, kan vi se, at vi har fået eksekveret på, og det betyder, at vi ikke skal ud og ændre helt vildt meget frem mod næste sæson. Nu skal vi rette til og forsøge at optimere ud fra de erfaringer, vi har fået, siger Thomas Bælum. 

Thomas Bælum havde ikke smilet fremme efter Viborg-kampen, men han har meget andet at smile over. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Thomas Bælum havde ikke smilet fremme efter Viborg-kampen, men han har meget andet at smile over. Foto: Lars Pauli

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.