Rekordpublikum blev snydt for guldfest
Aalborg Pirates formåede ikke at lukke finaleserien tidligt, og dermed mødte et rekordstort antal tilskuere op til en fuser i Gigantium

Aalborg Pirates kom til kort og missede den store guldfest på egen is. Foto: Martin Damgård
AALBORG:Der var optræk til den helt store guldfest, da Aalborg Pirates for første gang kunne lukke op mod 6000 tilskuere ind i den aalborgensiske isarena. Men de mange fremmødte i den propfyldte hal kom forgæves, da Herning Blue Fox vandt 2-1 og sendte finaleserien ud i en sjette kamp.
Hjemmeholdet sad ellers på spillet i lange perioder og prøvede med tålmodigt angrebsspil. Det blev dog for tålmodigt til tider, og gæsterne lukkede kompakt ned for de talrige forsøg særligt gennem første og anden periode. I den åbne skududveksling trak Aalborg Pirates heller ikke det længste strå, og dermed vandt midtjyderne med 2-1.
Aalborg Pirates - Herning Blue Fox 1-2
- Ishockey, Metal Ligaen, femte DM-finale
- Periodecifre: 0-0, 1-2, 0-0
- Mål: 0-1 Mathias Bau (27.09), 0-2 Tristan Pomerleau (33.12), 1-2 Kirill Kabanov (35.25)
- Udvisninger: Aalborg 1x2 minutter, Herning 2x2 minutter
- Tilskuere: 6000 (tilskuerrekord)
- Dermed fører Aalborg Pirates med 3-2 i finaleserien
- Sjette kamp spilles i Herning på tirsdag klokken 20.15
Fra start var det hjemmeholdet, der lagde et markant tryk og pressede på for at afgøre finaleserien på hjemmebane. Der var således en lang række store chancer til Aalborg Pirates, som i sikker stil holdt på pucken gennem lange perioder.
Da gæsterne fra Herning først kom til en stor chance, stod George Sørensen i vejen i en direkte duel med Mathias From, der var kommet frit igennem til skud på klos hold.
Så store blev aalborgensernes chancer sjældent, og det var en kompakt defensiv, som herningenserne stillede op med foran Macmillian Carruth fra start. Trods en gang powerplay og masser af tålmodigt angrebsspil blev det ved de håbefulde skud.
Mest markant kom Taylor Gooch til skud fra klos hold efter et godt forarbejde fra Matt Salhany, ligesom Patrick Bjorkstrand kort før afslutningen af første periode havde masser af plads, da Carruth var ramt af et sandt skydetelt i længere tid. Men igen strøg pucken forbi mål i begge tilfælde.
I anden periode kom Herning Blue Fox bedre med i kampforløbet, og særligt deres kæde med navnebrødrene Mathias Bau og Mathias From viste tænder. Det kostede, da førstnævnte fangede en puck foran George Sørensen, der havde handsken på Froms skud fra distancen, og dermed kom gæsterne foran trods markant dominans af hjemmeholdet og en skudstatistik i hård, aalborgensisk favør.
De bedste chancer til Aalborg Pirates kom, når en nedfaldspuck efter et langskud faldt ned foran mål. Men det var gæsterne, der endte med at udnytte det slags scenarie. Tristan Pomerleau var nemlig helt fri, da den nordjyske defensiv skulle håndtere et skud fra Lukas Lundvald, og det straffede canadieren prompte med en udbygning af føringen.
Mens det ikke fungerede for piraterne i deres spilstyrende perioder, blev det en vaks Kirill Kabanov, som fik spændingen tilbage i opgøret, mens Lasse Bo Knudsen sad i straffeboksen.
Russeren opsnappede nemlig en puck fra Hernings Kevin Tansey. Derfra stak han af mod en direkte duel med Carruth, og pucken blev ført fornemt forbi keeperen. Dermed reducerede Aalborg Pirates, selvom de var i undertal.
Aalborg Pirates - Herning Blue Fox
Efter to perioder med en masse spilovertag og en manglende effektivitet til Aalborg Pirates blev tredje periode løsnet op. Pucken fløj fra ende til ende i et åbent opgør, hvor der blev satset mere fra begge mandskaber. Det kastede en stor chance af sig til Brayden Low efter en god tværpasning fra Nikolaj Carstensen midtvejs i perioden. Ganske få sekunder måtte George Sørensen så i aktion, da han stod i vejen for Mathias Froms friløb.
Det virkede altså som tilfældighedernes spil, hvorvidt finaleserien skulle trækkes ud.
I de døende minutter kom en lang række chancer for en sen udligning - såvel som for en udbygning. Men gang på gang stod Macmillian Carruth i vejen for aalborgensernes ambitiøse forsøg, mens George Sørensen i den anden ende klarede flere frie løb i sikker stil.
Det blev altså aldrig helt farligt for Herning Blue Fox, som dominerede duelspillet og stod stærkt defensivt. Dermed skal finaleserien ud i kamp nummer seks, der spilles i Herning på tirsdag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.