AaB

Rinne løber med fornem hæder

Som en tidlig julegave er AaB's stærke keeper Jacob Rinne blevet hædret for et flot personligt 2021

Jacob Rinne er havnet i et fint selskab. Arkivfoto: Henrik Bo

Jacob Rinne er havnet i et fint selskab. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Jacob Rinne har været ganske solidt spillende for AaB i en lang periode. Stort set siden sin ankomst til Aalborg i august 2017 har Jacob Rinne været en sikker sidste skanse for nordjyderne.

I store dele af foråret var han et opløftende moment, da spillet ikke fungerede for bolsjestriberne. Rinne var dog i den grad pointgivende med flere store redninger. Særligt en sejr over SønderjyskE huskes for flere mirakler i målet fra Rinnes forskellige kropsdele.

Den form har han båret med ind i den igangværende sæson, hvor han i 17 kampe har præsteret hele seks clean sheets.

Præstationerne har i den grad vundet kollegaernes respekt. De har nemlig stemt Jacob Rinne ind som vinder af "Det Gyldne Bur", som Tipsbladet uddeler hvert år.

I år er det Jacob Rinne, der er stemt ind som nummer et efter et par placeringer i top tre tidligere år.

Det er keeperne i de 12 superligaklubber og 12 1. divisionsklubber, der har stemt. 19 ud af 24 målmænd gav Jacob Rinne point, og 12 havde svenskeren som deres nummer ét i 2021.

- Det føles faktisk fantastisk. Det er noget, som jeg på individuelt niveau stræber efter, helt klart. Det er en anerkendelse af, at jeg over lang tid har gjort nogle gode ting. At få det her i mit femte år i AaB er helt fantastisk, siger Rinne til Tipsbladet.

Jacob Rinne bliver den tredje AaB-målmand, der vinder "Det gyldne bur". Tidligere har Jimmy Nielsen vundet samme pris i 1998 og 2004, mens Nicolai Larsen hjemtog titlen i 2014.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.