Ripodsten: Tidligere profil vil se en anden attitude og udstråling hos AaB

Efter en række skuffende sæsoner, er det tid til, at der bliver rusket op i tingene hos AaB. Det mener en af klubbens tidligere spillere i den nyeste udgave af NORDJYSKE Mediers fodboldpodcast

Jens Otto Barsøe
Kasper Kusk og de øvrige AaB'er skuffede i den seneste sæson blandt andet med nederlag til AGF i Europa Playoff. Foto: Michael Koch
AaB 20. juni 2019 14:25 - Opdateret 20. juni 2019 17:38

FODBOLD: AaB er gået i gang med forberedelserne til den kommende sæson, hvor målet igen er at komme blandt de seks øverste hold i superliga-tabellen.

Inden første fløjt lyder, skal der i følge cheftræner Jacob Friis blandt andet arbejdes med fysikken, og sportsdirektør Allan Gaarde har bebudet, at der vil blive både købt og solgt spillere. I den nyeste udgave af NORDJYSKE Mediers fodboldpodcast Ripodsten er AaB's forberedelser og forventningerne til den kommende sæson på dagsordenen. En af klubbens tidligere spillere og nuværende fodboldagent Thomas Gaardsøe, mener at der skal arbejdes med mere end indkøb og træningsmetoder, hvis AaB igen skal være andet end en blød mellemvare i Superligaen.

- AaB er på et stadie, hvor man skal til at forny sig lidt. Man skal til at have en anden attitude og udstråling. Det er lidt for gråt, alle er lidt for gode venner, der er for gode faciliteter, og AaB er en klub som alle gerne vil til, fordi man har det godt med hinanden. Men jeg synes godt, man kan begynde at stille nogle større krav og kalde en spade for en spade. Man skal ud over kanten og der skal rives lidt op i den andedam, der har været derude i mange år. Jeg kan rigtig godt lide AaB, men for at komme videre, skal man turde at gå lidt ud over kanten, og det savner jeg, lyder det fra Thomas Gaardsøe i podcasten, hvor han også påpeger manglen på nogle lidt mere kontante typer i truppen.

- Man skal kræve noget mere af sidemanden og komme lidt tilbage til det vi havde, da vi blev mestre i 1999. Der havde vi nogle spillere, som var nogle svin, jeg har fået tæsk på træningsbanen af Ståle Solbakken, fordi jeg lavede tunnel på ham, og det skulle man ikke som ung spiller, siger Thomas Gaardsøe.

Han har i studiet selskab af Vendsyssel FF's sportsdirektør Ole Nielsen og NORDJYSKE Mediers sportsredaktør Claus Jensen. Blandt de mange emner som også bliver taget under behandling er Pavol Safranko, konsekvenserne af Vendsyssel FF's nedrykning samt hvilke spillere der måske siger farvel til Hobro IK i løbet af sommeren.

Ripodsten kan høres i iTunes, SoundCloud, Spotify mv .

Tema: AaB

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...