Aalborg Håndbold

Rødt chok: Aalborg nakkede de tyske mestre

Aalborg Håndbold slog Flensburg-Handewitt og sikrede sig dermed en af de største sejre i klubbens historie

Sebastian Barthold levede en god kamp på fløjen. Foto: Henrik Bo

Sebastian Barthold levede en god kamp på fløjen. Foto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold sikrede sig søndag eftermiddag en af de største sejre i klubbens historie, da de tyske mestre fra SG Flensburg-Handewitt blev sendt hjem med et Champions League-nederlag på 28-31.

Dermed har nordjyderne vundet fire af sine fem første kampe den største europæiske turnering.

Nordjyderne virkede en anelse stressede i kampens indledning, som om de forsøgte at spille i et højere tempo, end de magtede. Flensburgs stjerneparade af norske, svenske, danske og tyske landsholdsspillere stillede forsvarslinjen højt og gik hårdt til hjemmeholdet, der indledningsvist havde svært ved at finde modtræk.

På 12 minutter nettede Flensburg 12 gange, Aalborg kun otte. Det lignede en gentagelse af den seneste Champions League-hjemmekamp mod Pick Szeged, der etablerede sin sejr tidligt i kampen.

Men så skete der noget. Målmand Mikael Aggefors, der ellers ikke fik fat i meget, nappede et straffekast, og pludselig buldrede Aalborg-motoren på alle cylindre. Fire røde mål på stribe forvandlede stillingen til 9-9, og så var taget ved at lette på Jutlander Bank Arena.

Flensburg-Handewitt er dog ikke tysk mester for ingenting. Gæsterne strammede skruen og sikrede sig en halvlegsføring på 16-14 - blandt andet på fem scoringer af en forrygende Lasse Svan. Men kampen levede i den grad stadig.

Aalborg startede anden halvleg med Kristian Sæverås i målet, og efter en indledning, hvor holdene byttede mål, leverede han et par redninger. Det udnyttede Janus Smarason til at sikre hjemmeholdet den første føring, da han krøllede bolden i mål til 21-20. Og da Mads Christiansen kort efter udbyggede til 23-21, var Flensburg for alvor på vej ned i sækken.

De ellers så sejrsvante tyske var frustrerede og ledte efter løsninger overfor et særdeles stærkt og dynamisk Aalborg-forsvar, der mødte sine modstandere højt. I den anden ende havde hjemmeholdet fået fat, og med 10 minutter igen førte de 27-23.

Flensburg havde dog held med et målmandsskifte, og samtidig begyndte det tilsyneladende at gå op for aalborgenserne, at de var ved at slå de tyske mestre. Afslutningerne var pludselig svage, og gæsterne scorede fire gange på stribe på mindre end fire minutter.

Janus Smarason tog ansvar og knaldede kuglen i kassen fire gange i slutfasen, og med tre minutter tilbage førte Aalborg 30-28. Flensburg formåede ikke at gøre det tæt i slutfasen, og dermed var overraskelsen en realitet.

Aalborg-spillerne har nu en formentlig tiltrængt kamppause på 10 dage. Næste udfordring er en udekamp mod Mors-Thy 30. oktober.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst