Rørte håndboldkvinder: En kulmination på flere års arbejde
Mange af de danske spillere vandt søndag deres første slutrundemedalje med Danmark, da Spanien blev slået.

VM håndbold for kvinder i Spanien Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Flere af de danske håndboldkvinder lod tårerne få frit løb, da det søndag ved VM i Spanien lykkedes at vinde den første slutrundemedalje i otte år.
Det skete med en sikker sejr på 35-28 over de spanske værter i bronzekampen.
- Det er fantastisk. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige. Det er kulminationen på mange års arbejde. Det er det hele værd, at vi nu står her, siger stregspilleren Kathrine Heindahl til DR Sporten.
Det danske landshold var foran i det meste af bronzekampen mod spanierne, som ellers fik god støtte fra et entusiastisk publikum i Granollers.
- Vi spillede, som vi har gjort i hele turneringen og været gode til. Vi var rolige, selv om Spanien prøvede med et offensivt forsvar, som danske hold måske ikke er så vant til. Vi stod mega godt i defensiven, siger Heindahl.
- Det er en drøm at vinde en medalje med det her landshold, fortsætter hun.
Målmand Sandra Toft fik debut allerede i 2008, men hun var ikke med, da Danmark senest vandt en medalje ved VM i Serbien i 2013, hvor det også blev til bronze.
- Aldrig skal jeg igen svare på spørgsmål om, at jeg ikke var med i 2013. Jeg er meget glad. Det er min første medalje, og jeg fik min debut i 2008. Jeg har ventet på det her i mange, mange år, siger Sandra Toft.
Efter at have overladt pladsen i målet til Althea Reinhardt i semifinalen var Toft tilbage mellem stængerne i bronzekampen.
Med vigtige redninger var hun med til at tage pippet fra de spanske skytter, der følte sig presset til at sende skud både over og forbi Tofts mål.
- Jeg er overrasket over, at det blev så klar en sejr, men jeg er ikke overrasket over, at vi vandt. Vi er jo gode. Jeg fornemmede hurtigt i anden halvleg, at vi ville køre den hjem, siger Sandra Toft.
Hun er overbevist om, at der venter flere succesoplevelser i de kommende år.
- Det er kun et delhøjdepunkt. Der er mere i det her hold, og det kommer vi til at se de næste mange år. Dette var startskuddet. Nu har fået en medalje, og nu kommer de forhåbentlig på stribe, siger Sandra Toft.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.