Ronnie Schwartz satser på Hobro-kontrakt

Står til det Ronnie Schwartz, har han ikke spillet sine sidste minutter i den gule Hobro-trøje efter lørdagens træningskamp for klubben

Schwartz har repræsenteret en række udenlandske klubber foruden AaB, Randers, Brøndby, Esbjerg, Silkeborg, FC Midtjylland og Vendsyssel. Nu kan næste arbejdsgiver blive Hobro IK. <i>Foto: Bente Poder</i>

Schwartz har repræsenteret en række udenlandske klubber foruden AaB, Randers, Brøndby, Esbjerg, Silkeborg, FC Midtjylland og Vendsyssel. Nu kan næste arbejdsgiver blive Hobro IK. Foto: Bente Poder

THISTED:I lørdagens testkamp mod Thisted FC fik klubløse Ronnie Schwartz vist sig frem i den gule trøje for Hobro. Den garvede angriber spillede således en time, hvor han dog ikke kom til de store chancer i en rodet del af træningskampen, hvor masser af ind- og udskiftninger prægede spillet.

I den indeværende uge har den tidligere Vendsyssel-spiller trænet med i Hobro, og nu skal parterne finde ud af, om der er et match.

- Der har været nogle enkelte muligheder, men jeg syntes, at Hobro var den, der tændte mig mest. Så den har jeg satset mest på, og det vil jeg også gerne fremadrettet, hvis det kan lade sig gøre, fortæller den 33-årige angriber fra Ulsted.

- Det er interessant for mit vedkommende, siden jeg ikke har nogen klub, og det kunne være interessant for Hobro, hvis jeg kunne komme lidt i gang igen. Men der er intet konkret lige nu og her, så vi må se, hvad der sker de kommende dage, tilføjer Schwartz.

Han har haft to dage med træning i Hobro, inden muligheden for spilletid bød sig i form af lørdagens træningskamp i Thy.

Lørdag fik Schwartz kunstgræs under fødderne i en ny, gul trøje. <i>Foto: Bente Poder</i>

Lørdag fik Schwartz kunstgræs under fødderne i en ny, gul trøje. Foto: Bente Poder

- Det var dejligt. Jeg har jo søgt efter spilletid og været glad for at træne med i Hobro. Det har været super positivt. Det er en god trup, der er meget ung. Men der er kvalitet, og de gange, hvor jeg har mødt Hobro, har jeg syntes, at de spillede godt. Problemet har været, at de manglede nogle mål, så det er super interessant, siger Ronnie Schwartz.

Selvom den tidligere superligatopscorer ikke fandt netmaskerne mod Thisted, har han alligevel vist sig godt frem foran cheftræner Martin Thomsen i Hobro.

- Ronnie har været med de sidste par dage, og vi har set, at han er stærk i sine afslutninger. De par chancer dumpede ikke ned i kampen. Men vi er bekræftet i, at hans fitness ser fornuftig ud, og han kan give noget rutine til vores hold. Det har han budt ind med udover målene til træning, siger han.

- Vi håber, at Ronnie kan være med de næste dage, og så skal vi tage en beslutning. Én ting er økonomi, og hvorvidt parterne kan nå sammen, hvis klubben vurderer, at vi vil tilbyde en aftale. Det rumsterer lige nu. Der er respekt for økonomien, mens vi ser på, hvad vi har brug for som klub forud for et vigtigt halvår, lyder det fra Thomsen.

Dermed ligner det en åbning for, at Ronnie Schwartz står over for sin tidligere arbejdsgiver, når Hobro IK møder Vendsyssel FF til årets anden runde i 1. division den 19. februar. Bruddet med netop Vendsyssel skete, da angriberen fik ophævet sin kontrakt på transfervinduets sidste dag.

- Jeg har ikke så mange kommentarer til ophævelsen. Min oplevelse er jo, at man blev enige om, at jeg ikke skal være der mere. Så er der ikke så meget mere at sige, siger Schwartz.

Foruden Ronnie Schwartz var nigerianske Alfred Olaniyan med som prøvespiller for Hobro. Den 20-årige midtbanespiller har tilbragt de seneste år i Sverige, hvor han har haft ophold i Hammarby og Örebro.

Angriberen har været klubløs siden tirsdag, hvor han ophævede sin kontrakt med Vendsyssel FF. <i>Foto: Bente Poder</i>

Angriberen har været klubløs siden tirsdag, hvor han ophævede sin kontrakt med Vendsyssel FF. Foto: Bente Poder

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Live fra Mia-sagen: Fik besked om menneskedele i Dronninglund Storskov
Luk