AaB

Ross efter brøler: Man skal også kunne klare, når det blæser lidt

Mathias Ross viste i den grad karakter, da han overvandt en stor personlig fejl efter 10 sekunder af kampen mod FC Nordsjælland

Mathias Ross (4) viste stor mental styrke, da han rejste sig og spillede en flot kamp efter en indledende fejl. Foto: Henning Bagger Ritzau/Scanpix

Mathias Ross (4) viste stor mental styrke, da han rejste sig og spillede en flot kamp efter en indledende fejl. Foto: Henning Bagger Ritzau/Scanpix

FODBOLD:Mathias Ross fik en mareridtsagtig indledning på kampen mod FC Nordsjælland, da han efter mindre end 10 sekunder sendte en tilbagelægning tilbage til Jacob Rinne, som var en støvlestørrelse for blød. Det endte med, at Mohammed Diomande bragte FCN foran, og Ross kunne ikke sige sig fri for en ufrivillig aktie i det mål. Måske kunne Rinne heller ikke sige sig helt fri for anpart i scoringen.

- Jeg har clearet situationen med Rinne efter kampen. Han kom nok lidt i tvivl, om han kunne nå bolden, men jeg kunne bare have spillet den ordenligt tilbage til ham, så havde vi ikke haft det problem, siger Mathias Ross.

Det slog imidlertid ikke U21-landsholdsspilleren ud af kurs.

- Til at starte med tænkte jeg bare: Det er løgn det her. Det sker bare ikke. Så gik der lige 10 sekunder, hvor jeg skulle sunde mig, og så var det ellers bare videre. Jeg formåede at komme ret hurtigt videre, så jeg var der igen med det samme, siger Mathias Ross, der efterfølgende fik leveret en flot præstation.

- Det betyder meget, at jeg kan rejse mig. Det er en del af den spiller og person, jeg gerne vil være. Jeg skal også være der, når det er tungt og hårdt. Det fik jeg vist i dag. Hvis man er en del af kernen på holdet, så skal man også kunne klare det, når der blæser lidt rundt om en, siger Mathias Ross.

Defensiven stod i den grad sin prøve i kampen mod FC Nordsjælland, der i store dele af anden halvleg var på bolden uden at skabe en eneste stor chance.

- Når vi ender i den her lave blok med fem mand i bagkæden, kan jeg faktisk ikke huske, hvornår vi sidst har indkasseret en chance. Vi er ved at være defensivt solide. Vi har kun lukket fem mål ind i de første syv kampe, så det er ret godt, siger Mathias Ross, der har spillet så godt, at han har tiltrukket sig interesse fra større klubber end AaB.

- Det er først og fremmest op til Inge (André Olsen, red.) at acceptere et eventuelt bud, men er AaB-spiller, og det forventer jeg også at være, når transfervinduet lukker, siger Mathias Ross, der skal afsted med U21-landsholdet i de kommende dage.

- Det glæder jeg mig helt vildt til. Det er et stærkt hold, vi har samlet, siger Ross.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.