Rungsted nedlægger Herning efter comeback på isen

Rungsted Seier Capital vendte 1-2 til en 4-2-sejr i tredje periode i sin hjemmekamp mod Herning.

Rungsted Seier Capital jublede over en scoring fire gange i hjemmekampen mod Herning. <i>Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix</i>

Rungsted Seier Capital jublede over en scoring fire gange i hjemmekampen mod Herning. Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Herning Blue Fox virkede ovenpå i de første 51 minutter, men tre sene scoringer af hjemmeholdet sikrede fredag Rungsted Seier Capital en 4-2-sejr på hjemmebane i herrernes bedste ishockeyrække, Metal Ligaen.

Herning kysede fysisk Rungsted i de første perioder og straffede hjemmeholdets fejl hårdt, men i tredje periode forsømte midtjyderne at øge til 3-1 trods rigeligt med muligheder.

I stedet slog Rasmus Thykjær og Lucas Andersen til i powerplay, og Rungsted vendte 1-2 til 3-2, inden Tim Daly lukkede opgøret i tomt net.

Sejren var den første til den forsvarende sølvvinder i den nye sæson, og Rungsted har nu fire point i tabellen.

Sønderjyske topper Metal Ligaen med ni point, efter at holdet fredag baskede Frederikshavn White Hawks 4-0 på udebane.

Andetsteds gjorde sidste sæsons bronzevinder, Odense Bulldogs, kort proces mod Rødovre Mighty Bulls.

Efter blot 73 sekunder var Odense foran 2-0, og Rødovre-træner Magnus Sundquist forsøgte sig med en meget tidlig time out.

Den ændrede dog ikke på, at et veloplagt Odense-hold moste på og vandt første periode 4-0, inden nedsablingen mistede lidt fart i de to sidste perioder. 7-1 vandt Odense, som dermed har fire point efter sine to første kampe i den nye sæson.

Esbjerg Energy var mod Herlev Eagles på kurs mod sin første sejr i sæsonen, men udeholdet udlignede sent til 2-2 og vandt siden efter straffeslag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.