Officielt: Helenius er tilbage i AaB-trøjen

Aalborgenserne køber angriberen Nicklas Helenius hos superligaligakollegerne fra Silkeborg

Nicklas Helenius er igen klar til at spille i AaB. Han har lavet en aftale til udgangen af 2025. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Nicklas Helenius er igen klar til at spille i AaB. Han har lavet en aftale til udgangen af 2025. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Nordjyske kunne allerede mandag fortælle, at superligaklubben AaB var tæt på at købe Nicklas Helenius i Silkeborg, og tirsdag aften blev handlen så officiel.

Den 31-årige angriber har skrevet en treårig aftale med AaB og bliver således et markant boost til aalborgensernes forårskamp for overlevelse i landets bedste fodboldrække.

AaB’s administrerende direktør og fungerende sportschef Thomas Bælum er særdeles glad for, at det er lykkedes at hente Nicklas Helenius hjem.

- Nicklas’ tal taler for sig selv, men udover en tilbagevenden af en notorisk målscorer og en AaB-dreng, der kender vores kultur, så får vi en voksen mand hjem til vores trup, en spiller der i denne sæson og indtil i dag har været anfører i Silkeborg I.F., udtaler han i en pressemeddelelse.

- Således er vores forventning, at Nicklas fra dag et indtræder som en lederskikkelse både på og uden for banen, og at han med sine mål og sin rolle som opspilsstation og assistmager kan blive en udslagsgivende figur både for sig selv og for sine medspillere, uddyber Thomas Bælum.

Nicklas Helenius Jensen

  • Født: 8. maj 1991 (31 år)
  • Højde: 196 cm.
  • Privat: Gift med Line og far til tvillingerne Mille og Malou
  • Position: Angriber
  • Barndomsklub: Svenstrup-Godthåb IF
  • 2005: Begynder at spille ungdomsfodbold i AaB
  • 2010: Får superligadebut for AaB
  • 2013: Skifter til Premier-League-klubben Aston Villa på en treårig aftale
  • 2014: Bliver udlejet tilbage til AaB fra den engelske klub
  • 2015: AaB henter ham permanent på en toårig aftale
  • 2016: Udlejes i foråret til SC Paderborg i 2. Bundesliga
  • 2016-2017: Udlejes til Silkeborg IF
  • 2017: Skifter transferfrit til OB
  • 2019: Sælges til AGF på en treårig aftale
  • 2021: Silkeborg køber ham og laver en treårig aftale
  • 2022: Blev superligatopscorer med 17 mål
  • 2023: Sælges til AaB, der laver en treårig aftale
  • Ungdomslandskampe: 13

  • A-landskampe: 2

Ifølge Nordjyskes oplysninger betaler AaB omkring 3,7 millioner kroner her og nu, men diverse kampbonusser betyder, at prisen siden kan stige med yderligere knap én million.

Nicklas Helenius blev i sidste sæson superligatopscorer med 17 fuldtræffere, og dermed råder AaB nu over rækkens to mest scorende spillere i den sæson. Louka Prip lavede her 14 mål og blev dengang toer på listen.

Nicklas Helenius skrev sin første seniorkontrakt med netop AaB og fik i 2010 superligadebut. Siden nåede han 164 kampe og 52 scoringer for klubben, inden han i 2016 rykkede videre på først to lejeaftaler og siden en permanent skifte til OB.  Siden var han også forbi AGF, inden Silkeborg i 2021 købte ham fri og for alvor fik angriberen til at blomstre igen.

Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten har lavet en ekstra-udgave om Nicklas Helenius' comeback. Den kan høres , der hvor du lytter til podcasts.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.