Sådan er perspektiverne for forlængelse med stjerneskud

Lige nu er der ikke en endelig afklaring omkring Aleksi Halmes fremtid, men i Frederikshavn-lejren er der optimisme

Aleksi Halme (64) vil gerne blive i Frederikshavn, men det er op til hans finske klub Jokerit, om det kommer til at ske. Arkivfoto: Henrik Louis <i>Foto:Henrik Simonsen</i>

Aleksi Halme (64) vil gerne blive i Frederikshavn, men det er op til hans finske klub Jokerit, om det kommer til at ske. Arkivfoto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

ISHOCKEY:Inden fredagens kamp mod SønderjyskE blev Aleksi Halme kåret som månedens White Hawks-spiller for oktober.

Med syv scoringer i 10 kampe og et imponerende skøjteløb har den unge finne imponeret i Frederikshavn White Hawks, hvor man ikke er i tvivl om, man gerne vil forlænge den korttidskontrakt, der rent faktisk udløb efter fredagens kamp.

Det er dog ikke op til Frederikshavn White Hawks, om den aftale skal forlænges. Det er op til den finske storklub Jokerit, der ejer Halme. Hvor der tidligere har været usikkerhed om muligheden for at forlænge aftalen, så er der forsigtig optimisme at spore hos White Hawks' cheftræner.

- Ifølge hans agent kan han blive her. Han vil gerne blive her. Vi vil gerne have, han bliver her, men jeg skal se nogle underskrevne papirer, før jeg tror på det. Det bliver det først i begyndelsen af næste uge. Jeg håber bare, at vi kan få det til at falde på plads, siger Jari Pasanen.

Hovedpersonen selv er ikke meget bedre informeret end sine omgivelser.

- Jeg venter bare på et svar fra Jokerit. Jeg håber, jeg kan blive her i længere tid, men lige nu ved jeg ikke noget om min situation, siger Aleksi Halme, der ikke lægger skjul på, at mødet med Danmark og Frederikshavn har været en ubetinget succes både på og udenfor isen.

- Jeg vil gerne blive her. Jeg nyder at spille for klubben og vores fans. Jeg er blevet glad for byen, så hvis det er op til mig, så vil jeg bare blive her, siger Halme.

I første omgang kom han til Frederikshavn, fordi han skulle have noget istid. Det har han fået, og det har givet mod på mere.

- De seneste to år har jeg ikke spillet så meget. Jeg er ikke den type spiller, der er god til at spille i fjerdekæden og få 10 minutter i løbet af en kamp. Jeg har brug for at være meget involveret, og det har jeg været her i klubben, siger den hurtigt skøjtende forward, der har store ambitioner, hvis han vel at mærke får lov til at blive i Frederikshavn.

- Jeg håber, at jeg kan hjælpe holdet til et mesterskab. Jeg kan ikke love, at jeg kan holde mit nuværende pointsnit, men jeg kan love, at jeg vil gøre mit bedste, siger Aleksi Halme.

Ligesom alle andre er han utålmodig i forhold til at få afklaret den nærmeste fremtid.

- Hvis det stod til mig, så fik vi en afklaring på det lige nu i dette sekund, men det er jo ikke min beslutning. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at afvente og se, hvad der sker, siger Aleksi Halme.

Frederikshavn White Hawks har nu kampfri frem til den 15. november grundet den kommende landskampspause.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.