Sådan forholder Hamrén sig til historie om utilfredse spillere

Erik Hamrén vil ikke forsvare sig selv efter kritisk artikel om forholdene i AaB, men han er ikke tilfreds med, at træningskvaliteten nævnes som et ankepunkt mod hans virke

Erik Hamrén har intet problem med, at han er genstand for debat og kritik. Det er en del af branchen. <i>Arkivfoto: Martél Andersen</i>

Erik Hamrén har intet problem med, at han er genstand for debat og kritik. Det er en del af branchen. Arkivfoto: Martél Andersen

AALBORG:Der var mødt flere journalister op end normalt til torsdagens AaB-træning. Her kørte Erik Hamrén på i vanlig stil. Der blev øvet flere forskellige taktiske ting med henblik på søndagens kamp mod FC København. Hvis man ikke vidste bedre, lignede det en arbejdsdag for AaB-spillerne som alle andre. Men efter træningen skulle spillere, direktør og fremfor alt træner Erik Hamrén svare på spørgsmål i forlængelse af en artikel, som Ekstra Bladet bragte onsdag, som gik på utilfredshed i AaB-truppen med Erik Hamrén. 

Hovedpersonen kan ikke sige sig fri fra at være overrasket, men også lidt bekymret over, at sådan en historie finder vej til avisspalterne.

- Jeg var overrasket, men også lidt bekymret. Ikke bekymret for mig selv, men jeg er bekymret over, at sådan noget kan slippe ud, for det er ikke positivt. Vores eneste mål er, at vi skal blive i Superligaen og vinde pokalen. Den eneste vej til at opnå succes er ved at stå sammen som en gruppe, siger Erik Hamrén.

Den rutinerede svensker tager eventuel utilfredshed i spillertruppen med ophøjet ro. Sådan noget vil han nemlig altid kunne finde, hvis han leder længe nok.

- Der vil altid være utilfredshed, når der er 24 mand i en trup. Selv når du har succes og fremgang, så vil der være spillere i en trup, der ikke er tilfredse. Det må vi leve med, og det skal vi kunne håndtere. 

Ingen kritik

Inden torsdagens træning er spillerrådet blevet hørt i sagen, men der er ikke meget at berette om.

- Jeg har spurgt spillerne i dag, og der har jeg ikke hørt noget. Men spørg spillerne, jeg kan ikke stå og forsvare mig selv. 

- Lucas Andersen ringede mig op onsdag aften og sagde, at det her stemmer ikke. Hvis vi havde vundet mod AGF, så havde det her ikke været et tema. Nu tabte vi, og så er der kritik.

Erik Hamrén har altså ikke noget problem med utilfredse spillere, men han virker oprigtigt træt af, at træningskvaliteten står for skud.

- Det er trist, at der bliver skrevet om vores træning, for du kan bare komme og se os træne. Hvis du kommer og ser os træne og synes, vi er dårlige, så må vi tage den, men at skrive det på den måde, synes jeg er dårligt, siger Erik Hamrén. 

- Jeg lever med, at jeg får kritik. Jeg har været i branchen i lang tid, men hvis spillerne ikke er klar på, at vi skal gøre det her som en gruppe, så får vi problemer med at nå vores målsætninger. 

Der har også været sagt og skrevet meget om AaB-trænerens valg af formation, og her er Hamrén ret klar i mælet.

- Det var ikke på grund af formationen, der gjorde at vi tabte mod AGF. I de sidste tre kampe af efteråret spillede vi med en trebackslinje, og der tabte vi alle tre kampe. Det er ikke formationen, der gør det.

Sidst men ikke mindst lægger Erik Hamrén ikke skjul på, at han selv er frustreret og til dels undrende overfor det faktum, at AaB ikke har formået at vinde flere kampe, end det har været tilfældet. 

- Selvfølgelig findes der frustrationer over, at vi ikke kan spille kampene på samme måde, som vi træner. Hvorfor kan vi ikke vinde kampene, når vi skaber mange chancer? Hver eneste træningskamp har vi skabt mange chancer i, men vi har ikke vundet de kampe, siger Erik Hamrén.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.