død og døende

Sabalenkas kæreste bekræftes død: Må han hvile i fred

Konstantin Koltsov, landstræner for det belarusiske ishockeylandshold og kæreste med Aryna Sabalenka, er død.

Tennisspilleren Aryna Sabalenka har mistet kæresten Konstantin Koltsov, der er død i en alder af 42 år. (Arkivfoto).
Tennisspilleren Aryna Sabalenka har mistet kæresten Konstantin Koltsov, der er død i en alder af 42 år. (Arkivfoto). Clive Brunskill/Ritzau Scanpix

Den tidligere NHL-spiller Konstantin Koltsov, der var landstræner for det belarusiske ishockeylandshold og kæreste med tennisspilleren Aryna Sabalenka, er død i en alder af 42 år.

Det oplyser det belarusiske ishockeyforbund på sin hjemmeside tirsdag.

- Vi er i sorg. Det belarusiske hockeyforbund udtrykker sin dybeste medfølelse med familien, venner og alle som kendte og arbejdede sammen med Konstantin, skriver forbundet.

Koltsov spillede flere sæsoner i NHL for klubben Pittsburgh Penguins. Han deltog i to OL-turneringer for det belarusiske hold i 2002 og 2010.

Forbundet forklarer ikke nærmere om dødsårsagen, men konstaterer blot, at Koltsov døde "pludseligt".

Koltsov var landstræner for det belarusiske ishockeylandshold sideløbende med en assistentrolle for KHL-klubben Salavat Yulayev Ufa, som han havde spillet for i sin aktive karriere.

- Han var en stærk og positiv person, han var elsket og respekteret af spillere, kolleger og tilhængere. Må han hvile i fred, skriver Salavat Yulayev Ufa.

25-årige Sabalenka, der efter planen skal deltage i denne uges WTA-turnering Miami Open, har ikke kommenteret kærestens dødsfald.

Koltsov var til stede ved Australian Open i januar, hvor han jublede over Sabalenkas grand slam-titel.

Han efterlader sig tre børn fra et tidligere ægteskab.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden