Aalborg Håndbold

Se fotos: Sådan hyldede Aalborg trætte håndboldmestre

Det var med solbriller og tunge hoveder, at Aalborg Håndbolds spillere blev hyldet i Musikkens Hus torsdag

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Den metalliske af to medaljers fysiske møde fyldte lokalet i Musikkens Hus, da spillertruppen og staben fra Aalborg Håndbold ankom torsdag eftermiddag.

Guldmedaljerne fra henholdsvis Dansk Håndbold Forbund og Danmarks Idrætsforbund varslede håndboldspillernes ankomst. Her var der gjort klar til fejring af de danske mestre, som onsdag slog BSH i den tredje DM-finale. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen tog imod en flok tydeligt trætte mestre efter onsdagens fejring af titlen.

- Jeg har nærmest ikke sovet endnu. Så det blev rundet rigtig fint af. Det var en dejlig aften med stor forløsning, og alle følelser kom ud. Vi havde et brag af en fest og hyggede os med hinanden, lyder det fra anfører René Antonsen.

Sæsonen er dog ikke helt ovre. I weekenden venter en jagt på pokaltitlen, når Final 4 afvikles i Herning.

- Vi glæder os til en weekend, der står på lidt håndbold og en fest igen på mandag. Men det er ikke lige nu, at man tænker mest på at spille håndbold. Jeg ser frem til at komme hjem og få noget at spise og en lur. Mentalt har de sidste dage også været rigtig hårde, tilføjer stregspilleren.

Cheftræner Stefan Madsen erkender også, at dagen derpå er hård for klubbens folk.

- Man kan nok mærke på os, at vi tillod os at fejre det. Jeg synes, at vi har fortjent det alle sammen, men vi ved også, at der er en turnering i weekenden, som vi tager alvorligt. Nu skal vi lige restituere og sunde os oven på alle de indtryk, der er kommet, siger Stefan Madsen.

Foruden en vingave til person i spillertrup og stab havde Aalborg Kommune fået lavet en pokal forestillende Aalborgs skyline, som blev overdraget til håndbolddirektør Jan Larsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.