Se billederne: Guldstøvet lagde sig ved verdensmestrenes hjemkomst
Tre danske verdensmestre er tilbage i hverdagens rammer i Aalborg Håndbold. Torsdag blev klubbens deltagere i VM-slutrunden budt velkommen hjem, da truppen genforenedes i Gigantium

Aalborg Håndbolds verdensmestre var torsdag tilbage i arbejdstøjet i klubben. Foto: Kim Dahl Hansen
AALBORG:Det var en anderledes start på arbejdsdagen, da Aalborg Håndbolds spillere mødte til træning i Gigantium torsdag.
Her blev truppen nemlig genforenet med de spillere, som er vendt hjem fra VM-slutrunden - alt i alt otte af slagsen. Særligt de tre danske verdensmestre i form af Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard og Mads Hoxer blev fejret til morgenmadsseancen forud for dagens træningspas.
- Det er klart, at vi stolte over at have tre verdensmestre og otte spillere med til VM. Det er en del af fortællingen, og det er en god historie. Når vi skal rekruttere spillere, bliver det trods alt ikke sværere, når der er den slags folk på vores hold, fortæller direktør Jan Larsen.
- Men vi har manglet så mange, at det var svært at træne ordentligt. Heldigvis havde vi U19-spillere med. Men vi er glade for at se dem tilbage, og nu kan vi rykke sammen igen og gøre klar. Vi har jo en kamp allerede på lørdag, som er rigtig spændende, tilføjer han med hentydning til det udsolgte brag på hjemmebane mod GOG.
Her kan aalborgenserne få lov til at se en lang række spillere i aktion, som de senest har iagttaget på tv under slutrunden i Sverige.
Mærket Hansen er tvivlsom
Selvom der var glade miner og gensynsglæde i Gigantium, fyldte trætheden også. Mens Mads Hoxer vendte tidligt tilbage til træningen i Aalborg, da han undervejs blev taget ud af den danske VM-trup, var Henrik Møllgaard og Mikkel Hansen i aktion frem til det sidste af slutrunden.
- Det er en anelse tidligt at være tilbage i dag. Det er ikke blevet til meget hvile - to eller tre dage, lyder det fra Mikkel Hansen.
Verdensstjernen måtte dog bidrage i begrænset omfang i finalen mod Frankrig, da problemer med knæet opstod i semifinalen. Derfor var han heller ikke med i fuld vigør til torsdagens træningspas i Aalborg.
- Jeg skal lige igennem nogle tests for at se, hvordan det hele ser ud i forhold til kampen på lørdag. Der kan jeg ikke sige så meget, fortæller Mikkel Hansen.
Til gengæld var den 38-årige forsvarsgeneral, Henrik Møllgaard, tilbage på træningsbanen fra første sekund.
- Det har været nogle gode og lange dage, så det er skønt at komme hjem til en hverdag, der skal rulles i gang igen, siger han.
Han har dog ikke været foruden de nordjyske gloser i VM-lejren. Her indgik han nemlig i en stærk defensiv med de tidligere Aalborg-profiler, Magnus Saugstrup og Simon Hald. Sidstnævnte vender snart tilbage til Aalborg, ligesom Niklas Landin i det danske mål har skrevet under med Jan Larsen.
- Det er en fornøjelse at arbejde med de drenge. Der er ikke så meget krukkeri. Vi tør godt tale om tingene og sige det, når nogen laver fejl - om det er mig eller dig. Vi spiller alle for at vinde, og vi vil alle gerne spille. Det køber man ind på, når man er med et landshold, men vi er enormt dygtige til at støtte og hjælpe hinanden. Dem, der sidder ude, prøver også at lægge så meget som overhovedet muligt. Det har bragt os langt, fortæller Henrik Møllgaard.
Debutant er håndboldsulten
Den tredje og sidste verdensmester, Mads Hoxer, spillede sin første VM-slutrunde og fik dyrebare minutter i benene. Inden mellemrundekampen mod Egypten blev han dog skiftet ud af den danske trup, mens Rasmus Lauge gik ind og i sidste ende fik en markant rolle i finalen mod Frankrig.
Derfor er det en håndboldsulten thybo, som er vendt tilbage til Nordjylland.
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang i Aalborg. Jeg trænger til at spille nogle kampe snart, og det har jeg brug for. Efter en måned på hotel og med knap så god mad var det rart at komme hjem. Det havde jeg trængt til, fortæller Mads Hoxer.
- Når jeg kigger tilbage nu, kan jeg kalde mig selv verdensmester, og det vil jeg aldrig glemme. Nu vil jeg bare køre mere på efter at have smagt på at spille den slags kampe - specielt foran så mange danske tilskuere i Malmø. Så jeg har bare fået lyst til mere og knokler videre, tilføjer han.
I første omgang skal kræfterne dog lægges i HTH Herreligaen. Lørdagens opgør mod GOG står nemlig som et centralt slag i kampen om grundspilssejren.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.