Lokalbrag i ishockey

Se billederne: I femte forsøg fik White Hawks ram på Aalborg Pirates

Frederikshavn White Hawks fik sæsonens første sejr over Aalborg Pirates

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

ISHOCKEY:Efter fire Aalborg Pirates-sejre i de fire første indbyrdes møder var det tirsdag aften Frederikshavn White Hawks, der trak det længste strå i det nordjyske lokalopgør i ishockey.

Høgene vandt hjemme i Frederikshavn 3-2 efter straffeslag.

Efter en lige indledning udnyttede Frederikshavn White Hawks midt i første periode, at gæsternes Felix Scheel var blevet sendt i straffeboksen.

Et velgennemført powerplay endte med, at Dane Fox kunne lægge pucken på tværs til Patrick Madsen, der tæt under mål nemt kunne bringe hjemmeholdet foran 1-0.

Små tre minutter før første periodes udløb fik Aalborg Pirates dog bragt balance i regnskabet. En tværpasning havnede hos Thomas Spelling, og topscoreren hamrede resolut pucken ind i det korte hjørne bag White Hawks-målmand Tadeas Galansky.

Den 1-1-stilling holdt helt indtil to minutter før anden periodes slutning, hvor en genialitet fra White Hawks' Dane Fox atter bragte hjemmeholdet foran.

Canadieren fik på forunderlig vis ført pucken bag om ryggen på sig selv og over til en helt fri Søren Nielsen, der nemt kunne score og sende Frederikshavn til pause med en 2-1-føring.

Tre minutter inde i tredje periode fik Aalborg Pirates dog igen udlignet. Hjemmeholdets defensiv blev spillet helt tynd, og så kunne Mikkel Højbjerg lægge pucken til rette for kaptajn Julian Jakobsen, der bare skulle skubbe den det sidste stykke over stregen.

I slutningen af tredje periode fik Frederikshavn White Hawks flere gode muligheder for at hente sejren, og vendelboerne kom så tæt på, som da George Sørensen stoppede pucken på selve målstregen.

Der blev dog ikke scoret, og det blev der heller ikke i overtiden, og så måtte kampen afgøres i straffeslag.

Mens Aalborg her brændte alle sine forsøg ved Thomas Spelling, Martin Højbjerg og Pierre-Olivier Morin, fik Frederikshavns Nikolaj Krag Christensen pucken i mål, og han sikrede på den måde Frederikshavn to point.

De to nordjyske ærkerivaler tørner igen sammen fredag 31. januar, hvor de mødes i semifinalen ved pokalturneringens Final4 i Aalborg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.