Se billederne: Nyt Vendsyssel-hold fik drømmestart

Elitesport Vendsyssel overraskede i første runde med en sejr over Team Sydhavsøerne

Foto: Henrik Louis

Foto: Henrik Louis

HÅNDBOLD:Elitesport Vendsyssel er forud for denne sæson blevet født i et samarbejde mellem FfI Håndbold i Frederikshavn og Hjørring Håndbold, og det nye projekt fik lørdag den bedst tænkelige start.

Klubbens første kamp i herrernes 1. division gav således en overraskende hjemmesejr over Team Sydhavsøerne, der trods et holdkort med flere tidligere ligaprofiler måtte rejse hjem fra Hjørring med et 24-28-nederlag.

- Det var mildt sagt en god start. Det var en helstøbt holdindsats krydret med et par rigtige gode individuelle præstationer fra Marcus (Raakjær, red.) i målet og Sebastian (Andersen, red.) i marken.

- Jeg tror godt, at man kan sige, at det her var den største overraskelse i den her runde. Vi slog et stjernespækket hold, som jeg forventer kommer til at spille med i top-tre eller top-fire, siger Morten Holmen, der er blevet cheftræner i den nye håndboldsatsning i Vendsyssel.

Og det er ikke kun lørdagens sejr, der gør, at det nye projekt er kommet godt fra land.

- Der er virkelig blevet knoklet af folk uden for banen for at give os nogle gode rammer, så det var dejligt, at vi kunne give noget tilbage, siger Morten Holmen.

Drømmestarten til trods holder han fast i, at ambitionen hos oprykkerne er at undgå at få en returbillet til 2. division.

- Det ændrer den her sejr selvfølgelig ikke på. Vi er indforståede med, at vi er blandt de hold, der skal kæmpe for at blive i rækken. Der er dog basis for at få skabt et seriøst bud på et godt projekt nord for Aalborg. Det har der manglet, siger Morten Holmen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.