Aalborg Pirates

Se billederne: Sent mål sikrer Pirates fuldt hus i Herlev

Aalborg Pirates kæmpede med at få nok ud af sine chancer mod sjællænderne, men alligevel sikrede Josh MacDonald tre point til nordjyderne

Josh MacDonald afgjorde opgøret for Aalborg Pirates. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Josh MacDonald afgjorde opgøret for Aalborg Pirates. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

ISHOCKEY:Det blev et tæt opgør, da Aalborg Pirates søndag gæstede Herlev i Metal Ligaens grundspil. Her vandt aalborgenserne med 2-1 efter en sen scoring af canadiske Josh MacDonald.

Herlev - Aalborg Pirates

Periodecifre: 1-0, 0-1, 0-1

Mål: 1-0 Anton Johansson (10.41), 1-1 Thomas Spelling (30.35), 1-2 Josh MacDonald (58.35)

Udvisninger: Herlev 2, Aalborg 1

Det var ellers hjemmeholdet, der lagde bedst ud. Efter et kontrolleret angreb, hvor hjemmeholdet fik spillet pucken sikkert rundt omkring George Sørensens mål, kunne Anton Johansson skyde fra distancen og bragte Herlev foran.

I anden periode kom Pirates dog bedre ud, og en længere periode med et hårdt pres på Herlev resulterede i, at Thomas Spelling udlignede for udeholdet.

Flere gange i løbet af tredje periode kom gæsterne også til markante chancer, som kunne tippe alle tre point over til favoritterne i grundspilsopgøret. Men kampen skulle hen i de døende minutter, før afgørelsen faldt, og overtid blev aflyst.

Martin Lefebvre sendte nemlig sin landsmand Josh MacDonald i dybden med en fremragende pasning. Det gjorde, at canadieren kom alene igennem til Emil Jidskog i mål og udplacerede keeperen til 2-1.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.