Sent mål ødelagde Thisted-kvinders pokalstime
En overtidsscoring sendte FC Thy-Thisted Q ud af pokalturneringen

FC Thy-Thisted Q-træner Peer Lisdorf måtte se HB Køge løbe med sejren i lørdagens kvartfinale i pokalturneringen. Arkivfoto: Henrik Bo
THISTED:For første gang i fire sæsoner bliver kvindernes pokalfinale i fodbold uden deltagelse af FC Thy-Thisted Q.
Efter tre pokalfinaler i træk måtte thyboerne lørdag sande, at kvartfinalen blev endestationen i denne sæsons udgave af Gjensidige Kvindepokalen, idet det hjemme i Thisted blev til et 0-1-nederlag til HB Køge.
FC Thy-Thisted Q pressede ellers de seneste sæsonens klart førende klub i dansk kvindefodbold til det yderste. Cecilie Fløe scorede først sjællændernes sejrsmål i dommerens tillægstid.
- Det var en mega ærgerlig afslutning. Vi havde talt om at dele kampen op i små bidder, og jo længere tid, vi kunne holde nullet, jo mere frustrerede havde vi tænkt, at de ville blive.
- De blev også frustrerede, og i anden halvleg spillede de med en masse lange bolde. Vi havde fint styr på dem taktisk, men vi havde også selv svært ved at blive farlige. Det var ærgerligt, at vi ikke kunne tvinge dem ud i forlænget spilletid, for selv om det var blevet hårdt, ved vi også, at der var kommet nogle mentale aspekter i spil der.
- Vi gjorde det godt, men jeg kan heller ikke sige, at det var ufortjent, at HB Køge vandt, for det var et godt hold, vi var oppe imod, siger FC Thy-Thisted Q-træner Peer Lisdorf.
FC Thy-Thisted Q kan nu rette fokus mod slutspillet i Gjensidige Kvindeligaen, som thyboerne 1. april åbner med en udekamp mod Fortuna Hjørring. FC Thy-Thisted Q begynder slutspillet på en fjerdeplads med tre point op til Fortuna Hjørring på tredjepladsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.