Aalborg Håndbold

Serbisk sprællemand gjorde livet surt for Aalborg Håndbold

Lukas Sandell var frustreret og skuffet efter nederlaget til Veszprém i Champions League

Lukas Sandell møder her muren i form af Veszpréms stærke serbiske keeper. Foto: Martin Damgård

Lukas Sandell møder her muren i form af Veszpréms stærke serbiske keeper. Foto: Martin Damgård

HÅNDBOLD:Skuffelsen lyste ud af Aalborg Håndbolds spillere, efter at de onsdag aften tabte 27-33 på hjemmebane til Veszprém i Champions League.

Den svenske højreback Lukas Sandell forsøgte at sætte ord på oplevelsen, hvor de danske mestre holdt liv i kampen frem til 10 minutter før tid, hvor tavlen viste 24-25 i Jutlander Bank Arena.

- Jeg er utrolig skuffet, selvom vi mødte et fantastisk stærkt hold. Langt en af vejen spillede vi godt, men det er bare svært at glæde sig over lige nu, når man har tabt, sagde svenskeren.

Aalborg Håndbold gik til pause foran 18-16, men scorede blot ni gange i de sidste 30 minutter, hvor de havde store problemer med at passere Vladimir Cupara i Veszpréms mål.

Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Veszprém fra Ungarn på hjemmebane i Champions League. Foto: Martin Damgård

Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Veszprém fra Ungarn på hjemmebane i Champions League. Foto: Martin Damgård

- Han var vild i hele anden halvleg og i særdeleshed de sidste 10 minutter, hvor han næsten tog det hele. Det er frustrerende, når modstanderens målmand kommer ind i sådan et flow, sagde Lukas Sandell.

De første 30 minutter var dog tæt på perfekte fra de danske mestre, der hurtigt kom i front og holdt føringen til pausen.

- Vi stod kompakt og stærkt i forsvaret og fik også løbet en del kontra på dem, ligesom vi spillede tålmodigt i angrebsspillet. Vores første halvleg var virkelig god, og det skal vi selvfølgelig tage med videre, lød det fra Aalborg-backen.

Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Veszprém fra Ungarn på hjemmebane i Champions League. Foto: Martin Damgård

Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Veszprém fra Ungarn på hjemmebane i Champions League. Foto: Martin Damgård

Når Veszprém trak det længste strå, så mener svenskeren dog ikke, at det handler om kræfter.

- Nej, vi ramte bare ikke det samme høje niveau i anden halvleg, som vi gjorde i første. Og så havde de en målmand, der gjorde en forskel, sukkede Lukas Sandell, der nok scorede fire gange men også brændte syv afslutninger.

Aalborg Håndbold er fortsat på tredjepladsen i Champions League-puljen med otte point for syv kampe.

- Vi er oppe mod stærke hold, så vi skal selvfølgelig ikke grave os ned. Vi skal tage det gode med herfra og sørge for at komme videre og slå Kolding i ligaen på lørdag, sluttede Lukas Sandell.

Se alle billederne fra kampen:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.