Vendsyssel FF

Sidste nat med kliken hos Vendsyssel FF?

Alverdens scenarier er i spil, når Vendsyssel skal møde Fremad Amager i sæsonens sidste kamp

Vendsyssel-spillerne er forberedt på lidt af hvert frem mod gyserafslutningen på sæsonen. Foto: Bente Poder

Vendsyssel-spillerne er forberedt på lidt af hvert frem mod gyserafslutningen på sæsonen. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Det kan potentielt blive antal scorede mål, der ender med at afgøre nedrykningsspørgsmålet i landets næstbedste række for Vendsyssel FF og Kolding.

De to klubber kæmper sammen med Skive om den ene resterende plads i næste sæsons udgave af landets næstbedste række. Man siger ofte, at det er marginaler, der bliver afgørende. Her er det helt på sin plads at bruge ordet marginaler, om den neglebidende afgørelse.

- Det er da noget, vi har snakket om. I første omgang handler det om at vinde, men hvis vi er foran med 1-0 til sidst, og det ikke er nok, så får vi det nok at vide, siger Jakob Hjorth.

Den centrale forsvarsspiller kan meget vel komme til at spille en rolle i torsdagens "finale" mod Fremad Amager, da Andreas Kaltoft humpede fra banen i den seneste kamp mod Hobro. I så fald kan det vise sig at blive sidste kamp i Vendsyssel-trøjen for Jakob Hjorth, der har kontraktudløb om få uger.

- Vi har ikke snakket forlængelse, men man skal aldrig sige aldrig. Hvis Vendsyssel kommer med et godt tilbud, så kan vi da se på det, siger Jakob Hjorth, der dog ikke umiddelbart ligner en mand, der er at finde i Vendsyssel til næste sæson.

- Det vil betyde rigtig meget for mig at kunne slutte med trods alt at redde klubben fra nedrykning. Det er den eneste fuldtidsprofessionelle klub, jeg har været i, så den betyder ekstra meget for mig, siger Jakob Hjorth.

Den stærke forsvarsspiller håber på en gentagelse af kampforløbet fra kampen i Hobro, da man dominerede fra start til slut. Der er spekuleret meget i forskellige scenarier op til kampen. Blandt andet må Skive sande, at man ikke selv kan afgøre tingene. Her er man afhængig af hjælp fra Fremad Amager, og den hjælp kan virke lidt tvivlsom, da amagerkanerne ligner et hold, der er gået på sommerferie. Det er dog ikke noget, som Jakob Hjorth skal bekymre sig om.

- Det betyder rigtigt meget for vores mentale tilgang til kampen. Der ville komme mange flere nerver på, hvis vi ikke selv kunne afgøre vores skæbne. Det kan vi nu, og det gøre det hele lidt nemmere op til kampen, siger Jakob Hjorth.

- Jeg håber, at vi kan komme ud med det samme udtryk, som vi har gjort i de sidste par kampe. På den måde skulle vi gerne kunne skabe et fysisk overtag, siger Jakob Hjorth.

For ham er det ikke bare en fodboldkamp som alle andre. Det er hjerteblod, der er i spil i forbindelse med den afgørende kamp.

- Det vil betyder alt for os, hvis vi kan slutte sæsonen af med at klare frisag. Der er så mange fantasiske mennesker i klubben, som vi gerne vil gøre det her for, siger Jakob Hjorth, der også selv føler en stor tilknytning til projektet i Vendsyssel.

- Nu har jeg været her i fem år, så det betyder rigtig meget for mig, at vi får reddet det her til sidst og får sluttet godt af, siger Jakob Hjorth.

Der er kampstart i Hjørring torsdag klokken 19.00.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.