Håndbold

Simon Gade peger ikke fingre: Andre gange er det os målmænd, der har fejlet

Hverken keeperen eller cheftræner Stefan Madsen vil give det hårde kampprogram skylden for nederlaget til TTH Holstebro

Aalborg Håndbolds unge målmand stod en brandkamp, men det rakte ikke til point. Arkivfoto: Henrik Louis
Aalborg Håndbolds unge målmand stod en brandkamp, men det rakte ikke til point. Arkivfoto: Henrik Louis

HÅNDBOLD: Simon Gade stod nok engang forrygende for Aalborg Håndbold, men søndag aften rakte det ikke til point i håndboldligakampen ude mod TTH Holstebro.

Vestjyderne vandt 33-31 trods en forrygende redningsprocent på 43 fra Simon Gade i målet.

- Vi var ikke kyniske nok rent angrebsmæssigt de sidste minutter, og så er det svært at vinde. Det er selvfølgelig frustrerende, siger den unge målmand, der i onsdags var blandt heltene i Aalborg Håndbolds sensationelle udesejr over Veszprém i Champions League.

Han kommer dog ikke til at pege fingre af holdkammeraterne.

- Andre gange i sæsonen har det vores os målmænd, der ikke har taget noget som helst, så vi har lukket over 40 mål ind. Jeg kan bare konstatere, at vi havde mange muligheder for at tage momentum i løbet af kampen. hvor vi forsømte at slå til, siger Simon Gade.

Det var for eksempel, da aalborgenserne førte 16-13 med seks minutter til pause. Alligevel kunne Holstebro gå i omklædningsrummet foran 19-17.

- Vi må aldrig give dem lov til at score så mange mål i første halvleg, og det ærgrer os. Der var for mange, der ikke ramte niveauet desværre, men indstillingen kan jeg ikke sætte en finger på, siger cheftræner Stefan Madsen.

Han vil derfor heller ikke høre tale om, at søndagens nederlag var en fysisk og mental regning for turen til Ungarn i onsdags.

- Det synes jeg faktisk ikke, men det er klart, at der ikke er tid til ret meget andet end at restituere i øjeblikket, når kampene falder så tæt.

- Mandag skal spillerne have lov at slappe af, tirsdag står den på taktisk træning, og så venter Barcelona onsdag aften i Champions League, forklarer Stefan Madsen om det kommende program.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden