Skandinavisk brag venter Holger Rune i Rom-semifinale

Holger Rune skal i semifinalen i Italian Open møde Casper Ruud, som han har tabt til fire gange i karrieren.

Casper Ruud slog Francisco Cerundolo og er klar til at møde Holger Rune. <i>Aleksandra Szmigiel/Reuters</i>

Casper Ruud slog Francisco Cerundolo og er klar til at møde Holger Rune. Aleksandra Szmigiel/Reuters

Holger Rune får norsk modstand i lørdagens semifinale i Masters 1000-turneringen i Rom.

Det står klart, efter at Casper Ruud onsdag aften slog argentinske Francisco Cerundolo i kvartfinalen med cifrene 7-6, 6-4.

Tidligere onsdag slog Holger Rune verdensetteren, Novak Djokovic, i sin kvartfinale.

Dermed er der lagt op til et skandinavisk brag mellem to spillere, der allerede har lidt af en historik mellem sig.

De har mødt hinanden fire gange før, og Ruud har vundet hver gang.

Det seneste møde i sidste års French Open fik stor omtale, da der opstod uenigheder mellem spillerne.

Rune beskyldte Ruud for at have hoveret over sejren i omklædningsrummet efter kampen, hvilket Ruud-lejren afviste. Siden lagde de begge låg på sagen.

- Vi har talt sammen siden episoden i Frankrig, og vi respekterer hinanden. Vi er ikke på julekort, så vi er ikke nære, men det er dejligt med skandinavisk succes, siger Casper Ruud efter onsdagens sejr ifølge NTB.

- Nu skal vi fokusere på tennis og forsøge at være lidt venligere denne gang.

Siden det seneste møde for næsten et år siden er også Rune blevet en del af top-10. Aktuelt er Rune og Ruud henholdsvis nummer syv og fire i verden.

- Han (Holger, red.) har forbedret sig meget. Man kan se, at han er tilpas på banen, og han fortjener at være, hvor han er, siger Ruud.

Ruud har ellers været igennem en svær resultatmæssig start på 2023, men han lader til at have fundet formen i Rom.

Cerundolo var dog en hård nød at knække. I andet sæt var argentineren oppe med et servegennembrud, men Ruud slog tilbage og vandt i to sæt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden