Curlingkvinder sejrer efter tæt kamp i OL-kvalifikation

Danmarks kvinder tabte først 5-9 til Tjekkiet, men vandt senere gyserkamp over Letland i OL-kvalifikationen.

Vancouver Olympics Curling Foto: /ritzau/AP/Robert F. Bukaty
Curling 7. december 2017 22:33 - Opdateret 7. december 2017 22:35

De danske curlingkvinder havde torsdag en blandet dag i OL-kvalifikationen i Plzen.

Danmark tabte først 5-9 til de tjekkiske værter, men senere blev det til en 10-9-sejr over Letland, efter at holdene måtte ud i en ekstra ende for at finde vinderen.

Dermed er skipper Madeleine Duponts hold noteret for tre sejre og et nederlag efter fire kampe.

I kampen mod Tjekkiet var det en lige kamp langt hen ad vejen, og den så ud til at kunne falde ud til begge lande. Men en fejl af Madeleine Dupont i ottende ende tippede kampen til tjekkernes fordel.

Tjekkiet kom foran 2-0 i første ende, men danskerne udlignede i anden. Kampen bølgede frem og tilbage, og efter fem ender var stillingen 5-4 til Danmark.

Kampen skulle frem til ottende ende, hvor stillingen var 6-5 til Tjekkiet, før der blev slået et afgørende hul.

Her havde danskerne mulighed for at score ét point, da skipper Madeleine Dupont ugeneret kunne sætte endens sidste sten i midten af huset.

Men i stedet for at sætte stenen stille og roligt og score pointet, fik hun for meget fart på stenen, og tjekkerne fejede den danske sten ud i yderkanten af huset. Tjekkerne havde to sten til at ligge en smule tættere midten og indkasserede derfor de to point.

Så var stillingen 8-5 til tjekkerne med to ender igen, og danskernes tredje sejr ved turneringen var pludselig langt væk.

Den kom ikke nærmere, da Tjekkiet i niende ende bragte sig på 9-5, og Danmark valgte at give op inden tiende og sidste ende. Tjekkisk sejr på 9-5 blev dermed kampens resultat.

I torsdagens sene kamp mod Letland kom Danmark bagud 0-2 efter den første ende, men allerede i den efterfølgende ende fik danskerne udlignet.

Kampen bølgede frem og tilbage med føringer til begge hold, men før den tiende og afsluttende ende førte Danmark 9-8.

Letterne fik imidlertid udlignet, og så skulle holdene ud i en ekstra ende.

Den vandt Danmark, så sejrscifrene kom til at lyde på 10-9.

De tre hold, der slutter bedst i turneringen, skal dyste om to billetter til vinter-OL.

Danmark, Kina og Italien har alle tre sejre efter fire kampe. Tjekkiet har også tre sejre, men værterne har spillet fem kampe.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...