Skuffet Barcelona-træner ser uafgjort som to tabte point
Præstationen var til mere end et point, mener Barcelona-træner Xavi Hernandez efter 1-1 mod Sevilla.

Spain Soccer Champions League Joan Monfort/Ritzau Scanpix
FC Barcelona spillede godt 25 minutter i overtal, da holdet tirsdag gæstede Sevilla på udebane i La Liga.
Det blev dog ikke udnyttet. Barcelona fik kun 1-1 med hjem, og resultatet skuffer cheftræner Xavi Hernandez.
Han ser til gengæld præstationen som et skridt frem.
- Jeg synes helt ærligt, at vi tabte to point. Vi spillede bedre og fortjente at vinde. Jeg synes, det klart beviser vores fremgang, siger Xavi ifølge Reuters.
- Vi var uheldige. De scorede efter en dødbold, men vi havde klart flest muligheder. Det er ikke dårligt at spille uafgjort mod et stærkt hold som Sevilla.
- Men et point er ikke nok for os, da vi forsøger at bevæge os op i tabellen. Vi lod denne sejr glide ud af vores hænder, siger Barcelona-træneren.
Alejandro Gomez bragte Sevilla foran, inden forsvarsspilleren Ronald Araujo udlignede for Barcelona lige inden pausefløjtet.
Barcelona er nummer syv i tabellen efter tirsdagens uafgjorte. Sevilla er på andenpladsen 10 point foran, mens førerholdet Real Madrid har 15 point mere end Barcelona.
Thomas Delaney spillede de første 86 minutter for Sevilla, der mistede sin franske forsvarspiller Jules Kounde efter 64 minutter, da han fik rødt kort for at kaste bolden i ansigtet på Barcelona-spilleren Jordi Alba i frustration.
- Det var en meget vanskelig kamp. Vi fik det røde kort i vores bedste periode. Kounde ved, at han fejlede, siger Sevilla-træner Julen Lopetegui.
Efter en mindre pause fortsætter Barcelona 2. januar sin jagt på fremgang, når holdet gæster Mallorca. Dagen efter møder Sevilla ude Cadiz.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.