Sport

Sølv skal byttes til guld: Hjørring jagter erfarne profiler

Egne talenter blandet med rutinerede profiler er vejen frem for Hjørring Futsal Klub i jagten på en DM-titel

Casper Knudsen scorede to mål for Hjørring i den anden DM-finale, men det rakte ikke til en sejr.
Casper Knudsen scorede to mål for Hjørring i den anden DM-finale, men det rakte ikke til en sejr. Arkivfoto: Bente Poder

HJØRRING: Hjørring Futsal Klub fik en fremragende start på den anden DM-finale ude mod Futsal Gentofte. En sejr var påkrævet, hvis man skulle fremtvinge en tredje og altafgørende DM-duel og med to hurtige scoringer fra Casper Knudsen fik Hjørring en drømmestart. 

Den stærke indledning faldt dog til jorden, og Gentofte endte med at vinde 4-2, hvilket udløste guldfest for det nordkøbenhavnske mandskab. 

Dermed kan Hjørring for andet år i træk kalde sig DM-sølvvinder, men hvis det står til klubbens formand Peter Steen, så skal der laves om på den titulering i løbet af næste sæson. 

- Målet er helt klart, at vi skal vinde guld. Jeg er også overbevist om, at vi får sat et hold sammen, som kan byde Gentofte op til dans. Vi er så småt begyndt at snakke med vores nuværende spillere om planerne for den kommende sæson, siger Peter Steen. 

Det ligger allerede fast, at Hjørring får tilgang af Mads Falck, der bliver en markant forstærkning. Han omtales af de fleste som den bedste danske futsalspiller, og Peter Steen varsler flere tilgange. 

- Jeg regner med, at vi får yderligere et par spillere til klubben, som også kommer til at forstærke os. Vi arbejder på at kunne tiltrække nogle markante profiler, for det er det, vi har brug for, hvis vi skal udvikle vores egne talenter, siger Peter Steen. 

- Vi forsøger løbende at styrke klubben, og det vil altid være med en ambition om, at vi skal satse på vores egne spillere. Vores U19-hold vandt DM-guld, og vores 1. divisionshold vandt også rækken, så vi har en række talenter på vej, men de skal have tid til at udvikle sig under Benattis ledelse, og hvis de skal gøre det bedst muligt, så skal de have nogle erfarne profiler at lære fra, siger Peter Steen. 

Som det ser ud lige nu kan han glæde sig over, at stammen af lokale profiler ser ud til at fortsætte, og det er et godt fundament. Dertil har man også haft et par udenlandske spillere i denne sæson. 

- De udenlandske spillere har været med til at skabe et træningsmiljø, som er med til at udvikle alle vores egne drenge, så vi vil også se på muligheden for at have tilknyttet udenlandske spilere i næste sæson, siger Peter Steen. 

Der er en lang række lokale profiler som Ruben Winther, Mads Philip Thomsen, Casper Knudsen og William Rams, der fortsat udvikler sig og nu kan kaldes for profiler i ligaen. Med dem som rygrad på holdet er der ingen tvivl hos William Rams om, hvor overliggeren skal sættes til den kommende sæson. 

- Vi skal tage næste skridt, og så tror jeg ikke, det er urealistisk, at vi kan vinde guld. Vi ved allerede, at vi får Mads Falck, og hvis vi kan få en forstærkning eller to mere, så er vi godt på vej, siger William Rams. 

Futsal Gentofte - Hjørring Futsal Klub 4-2 (3-2)
  • Futsal
  • 2. DM-finale
  • Mål: 0-1 Casper Knudsen (1. minut), 0-2 Casper Knudsen (2. minut), 1-2 Oscar Merling (8. minut), 2-2 Emil Scott (16. minut), 3-2 William Gantzhorn (20. minut), 4-2 Louis Veis (33. minut)
  • Dermed er Futsal Gentofte dansk mester

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden