Sønderjyske dukker Hvidovre og bringer sig tæt på toppen

Sønderjyske bragte sig fredag tættere på toppen i 1. division, da holdet besejrede Hvidovre.

Henrik Hansen og resten af Sønderjyske-mandskabet fik sig fredag aften den tredje sejr på stribe. Holdet er nu at finde på rækkens tredjeplads med 19 point efter ni kampe. Arkivfoto. <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Henrik Hansen og resten af Sønderjyske-mandskabet fik sig fredag aften den tredje sejr på stribe. Holdet er nu at finde på rækkens tredjeplads med 19 point efter ni kampe. Arkivfoto. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

1. divisions nummer to fra Hvidovre løb ind i sæsonens første nederlag, da rækkens nummer tre, Sønderjyske, hev en 3-2-sejr i hus på hjemmebane i Haderslev.

Sønderjyske er dermed blot ét point efter Hvidovre med sine 19 point efter ni kampe.

Hjemmeholdet fik en fremragende start på kampen. Efter blot fem minutter kom angriber Emil Berggreen højest på et hjørnespark fra unge Emil Frederiksen og headede hjemmeholdet i front.

Hvidovre sad efterfølgende på en stor del af spillet i første halvleg. Gæsterne kom også frem til flere fine muligheder, men de fleste af dem blev misbrugt.

Fem minutter før pausen kunne gæsternes Christian ”Greko” Jakobsen dog ugeneret heade et Hvidovre-indlæg i kassen og bringe balance i regnskabet.

Præcis ligesom i første halvleg fik Sønderjyske en fremragende start på anden halvleg, da Peter Buch Christiansen i det første minut efter pausen bragte hjemmeholdet på 2-1.

Et stort forsvarskoks for gæsterne gav Sønderjyske-spilleren en friløber, og her kunne Peter Buch Christiansen stensikkert sparke den mellem benene på keeper Filip Djukic.

Anden halvleg forløb efterfølgende meget som første halvleg, dog havde Sønderjyske bedre styr på gæsterne, der ikke kom frem til lige så mange chancer som i de første 45 minutter.

Da slutfløjtet nærmede sig, satsede Hvidovre, hvilket gav Sønderjyske mere plads. Hjemmeholdet missede flere muligheder for at øge føringen, inden indskiftede Mikkel Ladefoged bragte hjemmeholdet på 3-1 på en omstilling.

I kampens sidste minut fik Hvidovre reduceret til 2-3, men udeholdet nåede aldrig at lægge pres på for en udligning før slutfløjt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.