Mors‑Thy Håndbold

Søren P blev matchvinder mod Kolding: - Jeg er langt fra færdig

34 år er ingen alder for Mors-Thy Håndbolds Søren Pedersen

Søren Pedersen havde god grund til smil efter kampen mod KIF Kolding. Foto: Torben Hansen

Søren Pedersen havde god grund til smil efter kampen mod KIF Kolding. Foto: Torben Hansen

HÅNDBOLD:Officielt var det målmandskollegaen Rasmus Bech, der blev kåret til kampens spiller, men Søren Pedersen blev alligevel søndagens mand i skysovs for Mors-Thy Håndbold.

Den 34-årige veteran så meget af kampen mod KIF Kolding fra bænken, men i anden halvleg blev han afgørende for, at sydjyderne blev sendt hjem fra Thisted uden point i bagagen.

Først reddede Søren Pedersen to straffekast, inden han i slutfasen diskede op med flere store redninger, der reelt afgjorde kampen.

- Det er jo derfor, jeg tager til træning hver dag. Det er for at kunne være afgørende. Det var en vanskelig kamp mod et hold, der spillede syv mod seks hele vejen og er dygtige individuelt, men vi viste god moral, lyder det fra Søren Pedersen, der trods sin fremskredne alder fik vist, at han stadig har meget at byde på.

- Jeg er langtfra færdig. Jeg synes stadig, det er fedt at træne og spille kampe, siger målmanden.

Efterfølgende høstede han også roser hos træner Jonas Wille.

- Jeg synes, at Rasmus Bech havde været rigtig god i første halvleg. Han var heller ikke dårlig i anden halvleg, men Søren havde været inde og redde to straffekast, så jeg valgte at se, om han kunne komme ind og ramme noget. Det må vi sige, at han kunne, for det var ham, der sørgede for, at vi var i kontrol til sidst, siger Jonas Wille.

Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding 29-24 (14-12)

Stillinger undervejs: 6-5, 9-6, 11-10, 14-12 (pausestilling). 16-15, 20-17, 21-20, 25-23

Mål, Mors-Thy: Lasse Pedersen 5, Erik Toft 5, Bjarke Christensen 4, Frederik Tilsted 4, Emil Bergholt 4, Jakob Hessellund 3, Mads Hoxer 2, Jonas Gade Nielsen 1, Jens Dolberg Plougstrup 1.

Topscorer, KIF Kolding: Andreas Væver 6

Udvisninger: Mors-Thy 1, KIF Kolding 3

Rødt kort: Bjarke Christensen, Mors-Thy

Tilskuere: 648

Mors-Thy var i teten stort set hele vejen mod KIF Kolding. Det endegyldige hul lykkedes det dog ikke at slå, så da Bjarke Christensen kort inde i anden halvleg fik direkte rødt for en tackling på Koldings Andreas Flodman, var der grund til panderynker i Thyhallen.

- Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke gjorde noget med vilje. Det var en uheldig situation, hvor han trak sin arm tilbage og ramte min skulder. Jeg ved ikke, om den kan dømmes, men jeg var selvfølgelig træt af det, for det var et kritisk tidspunkt.

- Min eneste tanke, da jeg gik fra banen, var, at det kunne have kampafgørende, og det havde ikke været godt, siger Bjarke Christensen.

Kampafgørende blev det dog ikke, så nu har Mors-Thy hentet fire point i sæsonens første tre kampe, ligesom nordvestjyderne er videre i pokalturneringen. Eneste malurt i bægeret var onsdagens store nederlag til TTH Holstebro.

- Vi har gjort, hvad vi skulle. Vi er gået videre i pokalen og har vundet vores hjemmekampe. Vi er hverken det første eller sidste hold, der taber i Holstebro, så den skulle vi bare hurtigt videre fra. Det er en absolut godkendt start, siger Søren Pedersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.