Solbakken: Atletico er favorit til at vinde Europa League

Det kræver tålmodighed at skabe chancer mod et hårdtarbejdende Atletico Madrid-hold, siger Ståle Solbakken.

Ståle Solbakken og FC København skal torsdag møde Atlético Madrid i Parken. Foto: Scanpix/Sarah Christine Nørgaard/arkiv
Fodbold 14. februar 2018 17:44

Der venter FC København et møde med favoritterne til Europa League-titlen, når de danske fodboldmestre torsdag møder Atlético Madrid i turneringens 16.-delsfinaler.

Det siger FC København-træner Ståle Solbakken på et pressemøde onsdag.

- Atlético Madrid er nok den største favorit sammen med Napoli til at vinde hele turneringen.

- Vi glæder os altid til sådan en type kamp, og vi har altid formået at hæve vores niveau til sådan et opgør, og vi må håbe, at det sker igen.

- Atlético Madrid er favoritter, ja, men vi glæder os, og vi er ikke bange for dem, siger Solbakken.

Atlético Madrid var i Champions League-finalen i 2014 og 2016, og det på papiret meget stærke hold kan få FCK til at lave små justeringer i et ellers på mange måder fasttømret københavnsk spilkoncept i håbet om en overraskelse.

- Vi vil prøve at være os selv og spille på vores vanlige styrker. Atlético Madrid vil ikke tage hensyn til os, så vi kommer til at lave nogle taktiske ændringer, men vi vil ligne os selv mest muligt, siger Solbakken.

Atlético Madrid har lukket færrest mål ind i de fem store europæiske ligaer. Blot ni gange i 23 ligakampe er der scoret mod holdet, men FCK-spillerne må ikke gå på banen med en følelse af, at det bliver umuligt at score.

- Sidste år var det Atlético Madrid, Juventus og FCK, der havde den stærkeste defensiv i Champions League. Der er sket noget siden. Så vi ved i teorien, hvordan det er at være i sådan en situation.

- Vi kommer ikke til at få mange chancer, men vi må ikke tænke, at de aldrig lukker mål ind. Vi har set mange af deres kampe, og vi så dem i to pokalkampe mod Sevilla (samlet 5-2 til Sevilla, red.), så det kan lade sig gøre at score, siger Solbakken.

Han tilskriver spaniernes arbejdsraseri som den største styrke.

- Det er et meget hårdtarbejdende hold, som vi ser i Europa år efter år. Alle 11 spillere arbejder hårdt for holdet hele tiden.

- Modsat mange andre hold ser man ikke to spillere, der får lov til at lave mindre. I Atlético Madrid har spillerne ikke tid til at hvile, siger Solbakken.

FCK-trænerens målsætning er, at FCK fortsat har en realistisk chance for at gå videre inden næste uges returopgør i den spanske hovedstad.

I bestræbelserne på at indfri den målsætning garanterer Solbakken spilletid til Federico Santander, som ikke for alvor har været i fulde omdrejninger, siden han pådrog sig en skade i august.

- Federico Santander trænede fuldt med tirsdag, og så må vi se, hvordan han reagerer. Jeg regner med, at han kommer på banen på et tidspunkt.

- Vi må se, om han starter inde, men jeg regner med, at vi kommer til at se ham på banen, siger Solbakken.

Torsdagens opgør i København begynder klokken 21.05.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...