Spar Nord Fonden vil holde hånden under AaB: Så meget investerer man i klubben

Spar Nord Fonden træder ind og bliver en del af AaB's ejerkreds med en klar ambition om at være nordjydernes stemme

Malthe Højholt er et godt billede på den nordjyske sjæl, der stadig skal være en hjørnesten i fremtidens AaB. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Malthe Højholt er et godt billede på den nordjyske sjæl, der stadig skal være en hjørnesten i fremtidens AaB. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Det er primært de nye tyske investorer med Bernhard Peters og Thomas Hitzlsperger i spidsen, der er løbet med opmærksomheden, siden det kom ud, at tyskerne køber sig ind i AaB og erhverver sig en aktiepost på cirka 20 procent.

Men der sker også andre forskydninger i AaB's ejerkreds. På Facebook har Mads Peter Veiby offentliggjort, at han også har investeret et millionbeløb i AaB i lighed med en række andre lokale erhvervsfolk. 

Spar Nord Fonden er også gået ind i AaB med en investering på flere millioner. 

Formand for Spar Nord Fonden Michael Slavensky Dahl forklarer, at det er nærliggende for fonden at gå ind i AaB med en investering. 

- Vi er gået ind med en investering på fem millioner kroner, så vi bliver en del af ejerkredsen i AaB. Det har Spar Nord Fonden valgt at gøre, fordi AaB er en vigtig institution i Nordjylland, og på den måde er det noget, som Spar Nord Fonden gerne vil bakke op om, siger Michael Slavensky Dahl. 

- Rent socialt indtager AaB også en vigtig funktion i Nordjylland, og vi vil gerne være med til at sikre, at det forbliver sådan, siger Michael Slavensky Dahl. 

Han understreger, at Spar Nord Fondens indtog i AaB's ejerkreds også skal ses som et forsøg på at sikre gode nordjyske værdier i fremtidens AaB. 

- For os handler det også om, at vi skal holde fast i AaB's historie. Jeg har haft mulighed for at tale med de tyske investorer, og de køber ind på den historie, siger Michael Slavensky Dahl, der er positiv overfor en mulig opgradering af det tyske engagement, så det kan ende med, at de tyske investorer står med aktiemajoriteten på et tidspunkt. Han understreger, at Spar Nord Fonden også vil medvirke til at holde hånden under AaB, hvis det på et tidspunkt skulle kræve det.

- Vi er positive overfor et tysk ejerskab af AaB, men det er også bare vigtigt for mig at sige, at Spar Nord Fonden vil være med til at sikre det nordjyske islæt i AaB, og skulle det gå, som vi har set andre steder, så er vi også klar til at gøre vores indflydelse gældende, så AaB består lige meget hvad, siger Michael Slavensky Dahl.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.