Sportschef er åben for første udlænding som kvindelandstræner
Planen er at kunne præsentere håndboldkvindernes nye landstræner i løbet af foråret.
Siden det danske kvindelandshold i håndbold i 1947 spillede den første officielle landskamp, har landstræneren på sidelinjen altid været dansker.
Sådan behøver det dog ikke nødvendigvis blive i fremtiden. DanskHåndbolds sportschef, Morten Henriksen, er ikke afvisende over for at ansætte en udlænding som afløser for Jesper Jensen, der stopper til sommer.
- Det kunne godt blive en udlænding. Vi har blot et krav om, at den nye træner som minimum skal have kendskab til den danske eller skandinaviske kultur, siger Morten Henriksen.
I Team Esbjerg, hvor Jesper Jensen frem til sidste sommer var klubtræner sideløbende med landstrænertjansen, har man hentet svenske Tomas Axnér ind som afløser.
Det er dog næppe interesserede trænere med dansk pas, sportschefen mangler, når han i den kommende tid skal indsnævre kandidatkredsen til én.
Han betegner jobbet som "vildt attraktivt" og erkender, at det naturlige ville være at pege på en dansker.
- Med mit danske håndboldhjerte synes jeg, at der er så mange kompetente danske trænere. Vi har et af verdens bedste træneruddannelsessystemer. Vi uddanner helt op til øverste niveau – mastercoach – i eget regi.
- Vi har trænere, der har gebærdet sig godt rundtom i verden. På den måde taler meget for, at vi skal kunne klare det selv.
- Omvendt giver det et spændende nyt input, når der kommer nogle udefra og er helt adskilt fra fortidens historik. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger, siger Morten Henriksen.
Håndboldlandsholdet er lige nu samlet i en alternativ udgave med en stribe nye navne, der skal spille Golden League i Holland senere på ugen.
Jesper Jensen har meldt afbud, så det bliver assisterende landstræner Lars Jørgensen, der styrer holdet.
Jørgensen er også snart fortid i landsholdsregi, og det havde været optimalt, at en ny landstræner allerede nu kunne begynde at sætte sit præg på holdet frem mod VM i december, som bliver næste vigtige opgave.
Men sportschefen har varslet, at han vil tage sig god tid til at finde den rigtige mand til posten.
- Jeg har sagt, at der kommer en landstræner i løbet af foråret. Foråret er lige startet, så vi har jo næsten tre måneder endnu.
- Lige nu har vi overstået rugbrødsarbejdet og er i gang med den sjove del, hvor vi taler med potentielle kandidater, forklarer Morten Henriksen, der hele tiden har haft en kandidatliste klar.
Den er der ikke blevet ændret på i de seneste uger, selv om visse agenter har forsøgt at bringe nye navne ind i billedet.
- Der er ikke kommet nogle, jeg ikke kendte til i forvejen. Der er jo altid nogle, der prøver at bringe deres klienter i spil, og det kan jeg godt smile ad.
- Jeg er trods alt sportschef i et af de store forbund og har i al beskedenhed rimelig godt styr på, hvad der rører sig derude, siger Morten Henriksen.
Selv om samtalerne er i gang, vil han ikke love, at der er en ny landstræner klar, når holdet samles igen i begyndelsen af april.
- Nej, det er jo snart. Drømmen er selvfølgelig, at det går hurtigt, men det kan jeg ikke love.
- Der kan jo også være en situation, hvor den kommende landstræner lige nu er ansat i en klub, som man først skal fri af, påpeger Henriksen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.