AaB

Sportschef har givet Jores Okore løbepas: - Det er en god transfer for AaB

Det forventede salg af Jores Okore er en god historie for AaB, mener Inge André Olsen

Inge André Olsens plan, da han i sommer forlængede Jores Okores kontrakt, ser nu ud til at lykkes. Arkivfoto: Henrik Bo
Inge André Olsens plan, da han i sommer forlængede Jores Okores kontrakt, ser nu ud til at lykkes. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:34

FODBOLD: Det er nu kun formaliteter, der afholder AaB fra et salg af forsvarsspilleren Jores Okore.

AaB er således så langt i forhandlingerne med en udenlandsk klub, at Jores Okore har fået lov til at besøge sin formentlig kommende arbejdsgiver.

- Han rejste i går. Der var en del ting, vi skulle have styr på, men nu er vi så tæt på en aftale, at det var naturligt at give ham lov til at rejse, siger sportschef Inge André Olsen.

Han vil ikke kommentere de vedholdende rygter om, at den interesserede klub er identisk med kinesiske Changchun Yatai, men den klare forventning er, at Jores Okore nu er fortid i AaB.

- Indtil der er skrevet under på noget, kan der jo altid ske noget, men vi har haft en meget positiv proces frem til nu, og vi forventer selvfølgelig, at den fortsat vil være positiv. Derfor var det vigtigt, at Jores nu fik mulighed for at se på de ting, han skulle, og så skal han selvfølgelig også igennem et lægetjek, siger Inge André Olsen.

Der er dog ingen grund til at frygte, at handlen strander på de personlige betingelser mellem Jores Okore og den forventede køber.

- Jeg er 100 procent sikker på, at det er noget, Jores siger ja til, for ellers havde vi ikke givet ham lov til at rejse. Han var ikke rejst ud i verden, hvis vi ikke var sikre på, at det var på plads, siger Inge André Olsen.

Jores Okore forlængede sidste sommer kontrakten med AaB i et enkelt år, og derfor står nordjyderne nu også til at indkassere en transfersum.

- Økonomisk er det en god case med tanke på, at han var ude af kontrakt for seks måneder siden. Når man skal vurdere den slags, afhænger det jo altid af, hvem man sammenligner sig med, men det er en god transfer for AaB og også en rigtig god aftale for Jores, og det er kun godt, hvis alle parter er glade, siger Inge André Olsen, der derfor ikke har haft grund til at fortryde, at han i sommer gav Jores Okore en etårig kontraktforlængelse.

- Det har absolut været en god beslutning. Vi har været glade for Jores' kvaliteter som fodboldspiller, og vi er også glade for, at han nu lykkes med at komme et andet sted hen, og at han kan få en højere løn, end han fik i AaB, siger Inge André Olsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden