Fodbold

Sportschef med klar besked: - Det her er helt sindssygt

Vejgaard Boldspilklub er så tæt på at kunne kalde sig 3. divisionshold, som man kan komme uden at være det

Der skal gå historisk meget galt, hvis Vejgaard ikke ender med at rykke op i 3. division.
Der skal gå historisk meget galt, hvis Vejgaard ikke ender med at rykke op i 3. division. Arkivfoto: Claus Søndberg

AALBORG: Med to runder tilbage af oprykningsspillet i danmarksserien har Vejgaard alle muligheder for at indløse billet til divisionsfodbold igen. I 2020 rykkede Vejgaard ud af 2. division og ned i danmarksserien. Siden har det været klubbens og ikke mindst sportschef Søren Andersens mål at komme tilbage i divisionsrækkerne. 

Siden er strukturen blevet lavet om, så der også er en 3. division, men det ændrer ikke ved, at Vejgaard meget gerne vil kunne skrive divisionsklub på visitkortet igen, og det er man snublende tæt på at kunne gøre. 

- Der er vel 99 procents sandsynlighed for, at vi rykker op, men ligesom vi så med AaB i Superligaen, så er der intet, der er sikkert, før det er en realitet, så vi går stadig lige og venter, siger Søren Andersen. 

Han ser ind i et scenarie, hvor Vejgaard med to runder tilbage er seks point og 12 mål bedre end Marienlyst, der ligger på den øverste ikke-oprykningsgivende plads. 

Det betyder også, at Søren Andersen så småt er ved at forberede en fremtid, hvor Vejgaard er divisionshold. 

- Helt konkret har jeg i dag (mandag) haft en samtale med et muligt emne, der kan udvide vores stab omkring holdet, hvilket er en af de ting, vi gerne vil gøre i tilfælde af oprykning. Vi er også så småt ved at kigge på spillersiden. Vi kommer ikke til at kontakte emner, før vi er helt sikre, men der har dog været lidt snak frem og tilbage, siger Søren Andersen. 

Han understreger, at Vejgaard ikke bliver kontraktklub, hvis man ender med at rykke op. Det åbner et comeback i divisionsrækkerne ellers for. 

- Det bliver ud fra de samme dyder, som vi har arbejdet ud fra indtil nu. Vi bliver ikke kontraktklub, og det har i det hele taget lange udsigter. Helt konkret er vi lige nu på jagt efter en støvlesponsor, så vi kan tilbyde vores førsteholdsspillere et par gratis støvler, siger Søren Andersen. 

- Økonomisk er vi samme sted, som da vi senest var i divisionerne, men jeg tør godt sige, at vi aldrig har haft en stærkere trup, end den vi har nu, siger Søren Andersen. 

Det er ikke på den front, at Vejgaard kommer til at gøre tingene anderledes. Det er et helt andet sted, Søren Andersen slår ned, når han skal pege på oplagte udviklingsområder for den kommende divisionsklub. 

- Det her er helt sindssygt, at vi ikke har en kunstgræsbane, hvis vi ender med at spille divisionsfodbold igen. Det har været et tema i klubben i mange år, og vi bliver en af få divisionsklubber, som ikke har sin egen kunstbane at træne og spille på. Her vil jeg godt ønske mig, at vi kan få lavet en opgradering, for det er sådanne ting, vi skal starte med at skrue på, siger Søren Andersen. 

I første omgang handler det dog om at sikre oprykningen endegyldigt, og det sker, hvis Marienlyst sætter point til mod Frederikssund på lørdag. Ellers skal Vejgaard have point ude mod Avarta søndag for at lade champagnen flyde. 

- Det vil da ikke gøre noget, hvis det hele bliver afgjort på lørdag, men ellers må vi selv prøve at gøre det søndag, siger Søren Andersen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden