AaB

Sportschef ser gode tegn trods afsluttende skuffelse på sæsonen

Inge André Olsen er på ingen måde skræmt af niveauet blandt den bløde mellemvare i superligaen, som AaB skal forsøge at overhale

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

FODBOLD:AaB's sportschef Inge André Olsen var en skuffet mand efter et nederlag, der aldrig burde være blevet en realitet, hvis man spørger Olsen.

- Vi har set gode takter i nedrykningsslutspillet. Der har været for stor variation mellem det gode det dårlige, men i dag var vi bedst. Vi burde bare have afgjort kampen med en scoring til 3-1.

Set ud fra en ambition om at komme i top fire er Inge André Olsen ikke skræmt af de andre holds niveau.

- For mig handler det om præstationer, og jeg synes, at vi udvikler os i den rigtige retning. Vi kommer nærmere og nærmere der, hvor vi ønsker at skulle være. Men for at være helt ærlig, så kommer AGF med noget af det samme som Horsens. I dag håndterer vi det bare på en bedre måde, og så kan vi komme til at spille.

- Jeg synes, Midtjylland, Brøndby og i perioder FC København har været gode, men ellers er jeg ikke skræmt af niveauet, for det er meget jævnbyrdigt, vurderer AaB's sportschef.

Rent økonomisk er det klart, at AaB i tilfælde af en kvalifikation til et europæisk gruppespil ville have tjent mange millioner. Vejen dertil ville have været lang, og måske derfor var det også en afklaret sportschef, der skulle prøve at sætte nederlaget ind i en større økonomisk kontekst.

- Vi ville gerne ud i Europa at spille. Det er jo en målsætning for klubben. Nu kommer vi ikke det, men det er ikke sådan, at vi taber mange penge på det her. Det var jo trods alt penge, som vi heller ikke havde, inden vi spillede den her kamp, siger sportschefen.

Han kender mekanismerne, og derfor er han også ret klar i mælet, når han skal forsøge at opsummere foråret.

- Fodbold handler meget om følelser, så hvis vi havde vundet i dag, som vi burde, så havde vi været fantastiske. Nu tabte vi, og så er det ikke tilfældet. Det vigtigste er, at vi udvikler os, og i dag spillede vi med mod. Vi skal være modige med bolden og spille med højt boldtempo for at blive gode, og det så jeg meget af i dag. Jeg så det også mod SønderjyskE, så vi udvikler os.

Nederlaget får ingen betydning for AaB-spillernes sommerferie. Her er man som planlagt tilbage på træningsbanen den 17. juni, og det havde ikke ændret sig i tilfælde af europæiske kampe.

Dermed er der altså ferie nu i næsten tre uger, men ferien fik en hård indledning for Kristoffer Pallesen og holdkammeraterne.

- Det er forfærdeligt. Særligt fordi vi sætter en god anden halvleg sammen. Inditil vi kommer ned til de straffespark, så ligger kampen til os. Sejren blev også bare revet ud af hænderne på os på den mest brutale måde.

- Jeg kan ikke udtænke et værre scenarie at gå på ferie på. Det kunne have været så godt, og nu er det så skidt, siger Pallesen, der gav den fuld gas på højrekanten.

Midt i nedturen over den missede Europa-billet, var der trods alt overskud til at komme med en hurtig evaluering af foråret.

- Det positive for os er, at vi har set gode ud i den sidste halvdel af nedrykningsspillet og i den her kamp. Når vi møder ind efter ferien, har vi noget at bygge videre på, og vi begynder at se nogle af de ting, som Martí Cifuentes gerne vil arbejde med, er ved at være indarbejdet, siger Kristoffer Pallesen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.