Sportschefens jagtsæson skal bruges på at finde ny skarpskytte
AaB er på udkig efter to forstærkninger, hvor særligt den ene position er en kilde til mange overvejelser
Opdateret 07. juli 2021 kl. 12:03
FODBOLD: AaB har store dele af truppen til den kommende sæson på plads, men særligt én position er tyndt besat. Derfor er det også et meget klart stykke arbejde, som AaB-sportschef Inge André Olsen har foran sig i den kommende tid.
- Vi arbejder hårdt på at finde en angriber. Vi har lagt nogle bud, og nogle har vist sig at være urealistiske. For os er det vigtigt, at vi får styrket angrebet, så det arbejder vi med hver dag lige nu. Det er klart, at vi med Tom van Weerts og Martin Samuelsens afgang har fokus rettet på at finde en angriber, siger Inge André Olsen.
AaB's norske sportschef understreger, at man på ingen måde har tænkt sig at takke ja til det første og det bedste tilbud. Der er is i maven.
- Vi har haft mange muligheder for at skrive med forskellige angribere, men fælles for de muligheder har været, at vi er endt med at føle, at det ikke var den type angriber, vi var ude efter. Det skal være en angriber, der fremfor alt forstærker os. Der vil altid være en risiko ved at skrive med en ny spiller, men det er netop også derfor, at vi bruger ekstra tid nu, siger Inge André Olsen.
Lige nu har AaB kun to fuldblodsangribere i truppen. Det er unge Tim Prica og næsten ligeså unge Oliver Børsting. Sidstnævnte er rygtet til at skulle lånes ud.
- Vi har en spiller som Tim Prica, vi gerne vil give meget spilletid i den kommende sæson. Han udvikler sig fint, men vi vil gerne have noget mere konkurrence på den position, forklarer Inge André Olsen.
Nordmanden føler ikke noget tidspres i forhold til at have en ny angriber klar til sæsonpremieren ude mod FC København lørdag den 17. juli. Det er det lange kikkertsigte, der er fundet frem i forhold til jagten på en angriber og ikke mindst et pletskud.
- Det vigtigste er, at vi laver en god forretning for AaB. De spillere, vi får ind, skal være her længere end to måneder. Det er spillere, der skal forstærke os og være med til at bygge videre på projektet, så vi har ikke nogen deadline i forhold til den første kamp mod FC København, siger sportschefen.
Det er dog ikke kun en angriber, som AaB-sportschefen leder efter i disse uger. Der er nemlig brug for yderligere en forstærkning, hvilket godt kunne være til den centrale midtbane med tanke på Oscar Hiljemarks karrierestop.
- Vi er nok ude efter minimum to nye spillere, og så må vi se, hvor mange vi skal have ud på lån. Vi ved også, at der er interesse for nogle af vores spillere. Derfor skal vi også være klar til at lave flere transfers, forklarer Inge André Olsen.
Talent er rejst til Holland
Flere af de unge AaB-spillere er i spil til at blive lejet ud i efteråret i jagt på spilletid og fortsat personlig udvikling. Lige nu er der også en enkelt AaB-spiller, der er rejst udlands for afsøge nye karrieremuligheder.
- Vi ser på hver enkelt spiller, og så prøver vi at vurdere, hvad den enkelte spiller har brug for i sin udvikling. Vi har eksempelvis Oliver Klitten, der lige nu er i Holland hos TOP Oss. Han har ikke fået så meget spilletid, og derfor afsøger vi nu andre muligheder. Det samme gør vi for nogle af de andre unge spillere, der måske har lidt langt til spilletid, siger Inge André Olsen.
Blandt de mere etablerede AaB-spillere har der været visse spekulationer om et salg af Jacob Rinne. Den stærke svenske keeper har blot ét år tilbage af sin kontrakt, og dermed ligner det sidste chance for et salg i den nuværende kontraktperiode. Indtil videre er der dog ikke noget, der peger i retning af et svensk exit.
- Jeg regner med, at Jacob bliver her. Der skal nok også meget til, før Jacob vil væk fra AaB. Det skal være en god klub og gode penge for både ham og AaB, hvis han skal videre, siger Olsen.
Hvad det ender med i Jacob Rinnes tilfælde er derfor et godt spørgsmål, som end ikke Inge André Olsen har et entydigt svar på. Han er ikke bekymret over at gå ind i sidste kontraktår med Jacob Rinne, og samtidig åbner sportschefen op for, at det ikke er sikkert, at man bare lader kontrakten løbe ud.
- Sådan vil det jo være, men vi snakker godt sammen om fremtiden. Rinne vil gerne videre på et tidspunkt men ikke for enhver pris. Vi snakker jævnligt sammen, så vi må bare vente og se, hvad der sker, siger Inge André Olsen.
AaB har indtil videre hentet Anders Hagelskjær og Louka Prip ind denne sommer, mens Tom van Weert, Martin Samuelsen, Lukas Klitten og Oscar Hiljemark er streget fra AaB-truppen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.