Sportsdirektør: Roglic har det godt nok til at starte

Primoz Roglic er i stand til at fortsætte i Tour de France, selv om sloveneren rev skulderen af led onsdag.

Primoz Roglic forsøger torsdag at køre videre i Tour de France efter et slemt styrt onsdag. <i>Daniel Cole/Ritzau Scanpix</i>

Primoz Roglic forsøger torsdag at køre videre i Tour de France efter et slemt styrt onsdag. Daniel Cole/Ritzau Scanpix

En halmballe ude på vejen sendte onsdag Primoz Roglic i asfalten på onsdagens 5. etape af Tour de France.

Jonas Vingegaards holdkammerat rev skulderen af led på grund af styrtet, men han satte den selv på plads og fuldførte etapen.

Der var derfor tvivl om, hvorvidt Jumbo-Vismas klassementhåb - Vingegaard er holdets anden af slagsen - kunne fortsætte i Touren.

Men det kan Roglic, forsikrer Arthur van Dongen, en af Jumbo-Vismas sportsdirektører, før torsdagens 6. etape.

- Han har det godt nok til at starte. Når han når frem til målstregen, kan jeg sige mere om, hvordan han har det, siger Arthur van Dongen.

Roglic tabte lidt over to minutter til Tour-rivalen Tadej Pogacar, så på alle måder var det en skidt etape for den 32-årige slovener.

Ifølge Arthur van Dongen har Roglic fået sovet i nat, selv om han har haft smerter.

- Jeg spurgte ham, hvordan natten havde været. Han svarede, at det var gået okay. Men det har stadig været smertefuldt, også fordi han landede hårdt på ryggen.

- Han har det okay, og han starter. Det koster energi, og det tager tid at restituere, så vi må se, lyder det fra sportsdirektøren.

Tourens 6. etape torsdag er den længste i løbet på 219,9 kilometer fra Binche til Longwy.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.