Sportsøjeblikke 2021: Da Vingegaard kørte fra Pogacar
Cykelrytteren Jonas Vingegaard blev en stjerne, da han i Tour de France imponerede og blev nummer to.

Galleri - Tryk og se alle billederne.
Han virkede usårlig. Hver gang nogen forsøgte at køre fra Tadej Pogacar, svarede sloveneren igen ved enten at hægte sig på sin modstandere eller ganske enkelt bare køre fra dem.
Men ikke på 11. etape af dette års Tour de France. Her så cykelfans verden over for første gang i lang tid, at Pogacar ikke var Superman.
Det var endda en dansker, der afslørede sloveneren, da Jonas Vingegaard for alvor kørte sig ind på cykelsportens helt store scene.
Den dengang 24-årige thybo trådte an på et af de mest legendariske bjerge i Tour-historien, da Vingegaard på mytiske Mont Ventoux accelererede og kørte fra Pogacar.
I nogle minutter virkede intet umuligt for Vingegaard. Hvis han kunne køre fra Pogacar, kunne han køre fra alle og vinde verdens største cykelløb.
Men ak. Pogacar holdt hovedet koldt og fik langsomt indhentet danskeren, som han endte med at køre til mål med.
Jonas Vingegaard vandt ikke Tour de France, men han vandt hele Danmarks anerkendelse og endte som samlet toer med at tage den første danske podieplacering i verdens største cykelløb, siden Bjarne Riis vandt det i 1996.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.