Aalborg Håndbold

Stefan Madsen: Denne gang forærede vi ikke bare sejren væk

Aalborg Håndbolds cheftræner ser fremgang i spillet mod de stærkeste hold i verden

Stefan Madsen (tv.) var en smule forundret over dommerkendelserne i kampens slutfase. Foto: Martin Damgård

Stefan Madsen (tv.) var en smule forundret over dommerkendelserne i kampens slutfase. Foto: Martin Damgård

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold mangler stadig en del, før de kan matche de bedste hold i verden, men de tog et skridt i den rigtige retning i onsdagens Champions League-kamp mod Veszprém.

Der var fremgang i forhold til de seneste afstraffelser mod Kiel og Barcelona, og det var først i slutfasen, at ungarerne trak fra, så de kunne notere sig en sejr på 33-27 i Jutlander Bank Arena.

- Vi har jo snakket om, at vi i hvert fald skulle give os selv muligheden for at teste af, hvor vi er i forhold til de bedste hold. Heldigvis var det langt hen ad vejen Veszprém, der slog os og ikke os, der bare forærede det til dem, siger cheftræner Stefan Madsen.

Da Veszprém var uden en håndfuld stærke navne havde Aalborg-træneren på forhånd tilladt sig at sætte næsen op efter en overraskelse.

Nikolaj Læsø og Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Veszprém fra Ungarn på hjemmebane i Champions League. Foto: Martin Damgård

Nikolaj Læsø og Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Veszprém fra Ungarn på hjemmebane i Champions League. Foto: Martin Damgård

- Vi havde i hvert fald håbet på, at vi kunne have presset dem endnu mere, når de nu manglede en del ressourcer, som de gør i øjeblikket. Men det er stadig et vildt hold, de kan stille op, erkender Stefan Madsen.

Han tager i øvrigt på sin kappe, at Aalborg Håndbold ikke rigtig fik styr på defensiven i anden halvleg af onsdagens kamp, efter at man gik til pause foran 18-16.

- Vi havde lidt problemer i de sidste 10 minutter af første halvleg, og derfor forsøgte vi at gå op i et 5-1-forsvar i starten af anden halvleg. Jeg må dog også erkende, at det ikke fungerede.

Offensivt havde aalborgenserne ikke de store problemer med at komme til afslutninger, men især i de afgørende sidste 10 minutter var målmand Vladimir Cupara en sand mur.

- Vi var uskarpe i vores angrebsspil, og det gjorde, at vi ikke formåede at hænge på i slutfasen, hvor jeg også synes, der var et par kendelser, der så lidt specielle ud. Men vi havde altså masser af muligheder for at lave mål, konstaterer Stefan Madsen.

Trods nederlaget indtager Aalborg fortsat tredjepladsen i CL-puljen med otte point for syv kampe.

Se alle billederne fra onsdagens kamp:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.