Stenrig landsholdsspiller støtter fans i fars nordjyske klub
- Gi' den gas, lyder opfordringen, som ledsages af kontanter og signeret klubtrøje før topbrag

Joachim Andersen spiller på allerøverste hylde i den bedste engelske række, men fra bopælen i London hepper den 26-årige landsholdsspiller på sin fars nordjyske klub. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
HJØRRING:Fodboldklubben Vendsyssel FF drømmer om at vende tilbage til Superligaen, og vendelboernes håb fik ny næring med 3-0 sejren over Næstved i den forgangne weekend.
Sejren over Næstved sendte Vendsyssel FF op på rækkens tredjeplads - fire point efter en af rækkens to oprykningspladser, som Hvidovre og vejle sidder på lige nu.
Nu puster den stenrige danske landsholdsspiller Joachim Andersen til de søde drømme i Hjørring-klubben, som er 100 pct. ejet af hans far, Jacob Andersen.
Søndag gæster vendelboerne Vejle, der topper NordicBet Ligaen, og før topkampen gør den 26-årige Crystal Palace-spiller, hvad han kan for at sikre sin fars klub maksimal opbakning.
Forud for første fløjt søndag kl. 15 har han doneret 10.000 kr. til fanbussens tur til det sydjyske samt en signeret spillertrøje, han selv har optrådt i for den engelske Premier League-klub, som han skiftede til i 2021, og hvor han menes at tjene ca. én million kroner om ugen.
- Så lover I også at give den fuld gas, så drengene kan smadre Vejle! Forza Vendsyssel FF, lyder meldingen fra Joachim Andersen på fangruppens Facebook-side.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.