Storspillende Pirates overvandt chokstart i Herlev

Med en 7-2-sejr i Herlev fik Aalborg Pirates for en stund stoppet al snak om målscoringsproblemer

Aalborg Pirates kom bagud efter få sekunder mod Herlev Eagles, men derfra stod der stort set kun Aalborg Pirates på opgøret. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Aalborg Pirates kom bagud efter få sekunder mod Herlev Eagles, men derfra stod der stort set kun Aalborg Pirates på opgøret. Arkivfoto: Henrik Bo

HERLEV:De seneste kampes udfordringer med at score mål på egen is var ikke rejst med til Herlev, da Aalborg Pirates udspillede Herlev Eagles anført af en brandvarm Thomas Spelling, der med sine tre mål gik forbi Frits Nielsen på all time-listen over point i den danske liga. Den liste ligger Spelling nu nummer 12 på.

Om det var busben, nordjysk sløvsind eller bare et mere parat Herlev-hold skal være usagt, men Aalborg Pirates fik en helt håbløs indledning på kampen i Herlev. 

Efter 27 sekunders spil gled en fri Mikkel Bertelsen igennem og gjorde det til 1-0 for københavnerholdet. Den tidligere White Hawks-spiller fik dermed vist, at han for alvor er i gang med at spille sig ind som en solid Metalliga-spiller. 

Faktisk var Mathias Asperup foruroligende tæt på at bringe Herlev Eagles på 2-0 få sekunder efter den første scoring. Et næsten rådvildt Aalborg-hold kunne slet ikke få sat sejl og komme i gang med opgøret. Kun et heldigt opspring fra den løse puck sørgede for, at hjemmeholdet ikke kom i front med to mål. 

Stille og roligt vågnede Pirates dog op til dåd. Pasningerne begyndte at sidde på bladet af modtageren, og skøjteløbet var nu ikke helt så tungt, som det så ud til at være i kampens første to minutter. 

Thomas Spelling har valgt at finde skarpheden frem på det seneste, og den normalt så elegante Pirates-forward noterede sig for to mål i første periode, da han var hovedskyldig i, at piraterne fik vendt 0-1 til 2-1 i løbet af de første 20 minutter. 

Den første scoring var nærmest en signatur-scoring fra Spelling, der fra sit hjørne til venstre for mål bankede en puck i nettet. Ved den anden scoring blev han flot assisteret af Trevor Gooch, der med en syleskarp pasning fandt en fri Spelling på anden stolpe. 

I anden periode lignede Pirates for alvor den udgave, som mange forventer at se mesterholdet i hver eneste kamp. Altdominerende i skøjteløbet og med stort overskud på pucken. 

Jeppe Jul Korsgaard afsluttede en sekvens taget direkte ud af ishockeyens ABC, da han udnyttede flot forechecking fra Kirill Kabanov. Han sørgede med et insisterende pres for, at pucken havnede hos Julian Jakobsen, der med en skarp pasning fandt en helt fri Jeppe Jul Korsgaard midt for mål. Den chance konverterede han nemt til 3-1. 

Hvis Trevor Goochs pasning til Spellings 2-1-scoring havde været flot, så overgik han den, da han serverede pucken til en fremadskøjtende Lasse Bo Knudsen, der helt fri kunne gøre det til 4-1. Den laserpræcise pasning var mere end noget udtryk for den enorme overlegenhed, som Aalborg Pirates udviste i denne del af kampen. 

Mod periodens slutning røg Brayden Low til afkøling, da han lige ville markere sig, efter George Sørensen var blevet ramt af en Herlev-spiller. Det kostede et undertal til mesterholdet, men den udfordring blev løst uden større problemer, og dermed virkede det som om, at de sidste 20 minutter var en ren formalitet, inden piraterne kunne sætte sig ud i bussen med tre point og en god fornemmelse. 

Fornemmelsen blev blot bedre, da førstekæden for anden gang i kampen spillede bukserne af et overmatchet Herlev-hold. Julian Jakobsen leverede en fremragende tværpasning, som Kabanov behersket sendte på tværs til Jeppe Jul Korsgaard, der let kunne score. 

At Mathias Asperup kort efter fik reduceret til 2-5 i powerplay betød ikke noget for det samlede indtryk af kampen. Hvis der var tale om en plet på det nymalede billede, så fik Thomas Spelling malet den flot over, da han fuldendte sit hattrick med sit point nummer 262 i den danske liga.

Mange af de offensive udfordringer blev nemlig løst godt i denne kamp, hvor målscoringen ikke virkede som det problem, den har været i mange af de seneste hjemmekampe. Martin Højbjerg fuldendte sejren med en powerplay-scoring til 7-2. 

Tirsdag for Aalborg Pirates mulighed for at vise, at man også kan få hul igennem til nettet og det gode spil på egen is, når Odense Bulldogs kommer på besøg.

Med sejren er Aalborg Pirates blot et point efter Herning Blue Fox på førstepladsen, men piraterne har spillet en kamp færre. 

Herlev Eagles - Aalborg Pirates 2-7

  • Periodecifre: 1-2, 0-2, 1-3
  • Mål: 1-0 Mikkel Bertelsen (0.27), 1-1 Thomas Spelling (9.31), 1-2 Thomas Spelling (12.06), 1-3 Jeppe Jul Korsgaard (24.45), 1-4 Lasse Bo Knudsen (32.14), 1-5 Jeppe Jul Korsgaard (48.14), 2-5 Mathias Asperup (49.44), 2-6 Thomas Spelling (51.33), 2-7 Martin Højbjerg (58.41)
  • Udvisningsminutter: Herlev 10, Aalborg 11

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skolelukninger på vej i Aalborg: Se her, hvor det rammer
Luk