Stortalent fortsætter i Aalborg og jagter næste skridt
19-årig angriber slog i den forgangne sæson døren ind hos de danske ishockeymestre, og nu sværger han dem troskab

Magnus Boesen fejrer her en scoring mod svenske Luleå i Champions Hockey League i efteråret 2022. Arkivfoto: Claus Søndberg
AALBORG:I den forgangne sæson spillede lokale Magnus Boesen for alvor ind i varmen hos ishockeyklubben Aalborg Pirates. Det blev til 28 ligakampe og seks optrædener i Champions Hockey League, og den talentfulde wing producerede i alt tre mål og to assists.
Nu falder belønningen i form af en ny toårig aftale med de danske mestre, som den 19-årige Vejgaard-knægt netop har underskrevet.
- Magnus trådte frygtløs ind på holdet, da vi var ramt af en del skader, og han ydede en solid indsats og tilpassede sig til spilsystemet, roser sportschef Ronny Larsen.
- Jeg turde ikke tro på den mængde spilletid, jeg har fået. Det er kommet meget bag på mig, men jeg synes, det er gået meget godt, sagde en ydmyg Magnus Boesen tidligere på sæsonen.
I den kommende sæson skal han forsøge at bide sig permanent fast i en af piraternes kæder.
- Magnus skal bygge videre på den sæson, han netop har haft, hvor han tog et stort skridt i sin udvikling. Han arbejder godt, så han skal nok få mere og mere spilletid på eliteholdet, vurderer sportschef Ronny Larsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.