AaB

Stortalent var anfører: Det er et fedt skulderklap

Mathias Ross blev givet et ærefuldt hverv i onsdagens testkamp mod Esbjerg

Foto: Martin Damgård
Foto: Martin Damgård

Opdateret 01. juli 2021 kl. 16:19

FODBOLD: Rasmus Thelander startede onsdagens testkamp mod Esbjerg fB på bænken, og det betød, at AaB skulle finde en vikarierende anfører.

AaB's reelle anfører, Lucas Andersen, sidder for tiden ude med en skade, ligesom det også var tilfældet i forårets kampe.

Valget faldt på det unge forsvarshåb, 20-årige Mathias Ross, der fik det fornemme anførerbind om sin skulder.

Ross er sit ansvar bevidst, for det kræver noget helt andet at være anfører.

- Det er et fedt skulderklap. Det tager jeg som noget positivt, og det er jeg glad for, men det forpligter også. Det er jeg naturligvis bevidst om.

Mathias Ross måtte aflevere sit anførerbind til sin kollega i forsvaret, Rasmus Thelander, efter 60 minutters spil.

Omend kampen mellem AaB og Esbjerg endte 0-0, så kan AaB tage flere positive ting med sig fra opgøret på Hornevej.

- Jeg synes, at det langt hen ad vejen var solidt og godt. Vi spiller en rigtig god første time, og det samme gør sig egentlig også gældende i den sidste halve time, siger Mathias Ross.

- Jeg synes, det gik fint nede bagved og i forhold til at spille os ud af deres pres. Vi var forholdsvis solide defensivt også, så jeg synes alt i alt, at det var en helstøbt indsats, tilføjer han.

AaB opfyldte ikke målsætningen om en top-seks i sidste sæson, men adgangsbilletten til europæisk fodbold var tæt på. I playoff-kampen endte det dog med et nederlag til AGF, der trak det længste strå på hjemmebanen i Aarhus.

- Mine forventninger er, at vi kan fortsætte på det momentum, vi havde, da vi sluttede sæsonen stærkt af. Jeg skal bygge på og blive ved med at udvikle mig, forhåbentlig spille en masse kampe og tage skridt for skridt, og det synes jeg, der er gode forudsætninger for. Jeg er på et hold med nogle gode spillere og gode trænere, så det er jeg fortrøstningsfuld omkring, lyder det fra den unge midtstopper.

Der er hård kamp om pladserne i AaB-forsvaret, og det er også sådan, det bør være, mener han.

- Det er klart, at der er hård konkurrence om pladserne i forsvaret. Vi har fire gode stoppere, som kæmper om det. Det er, som det skal være, når man vil spille med om de sjove pladser i Superligaen, og det vil vi gerne. Det nyder jeg, fortæller Mathias Ross.

Kampen mellem AaB og Esbjerg blev vist på nordjyske.dk, og vi sender også kampen mellem Vejle og AaB, der spilles lørdag klokken 14.30.

Kan du ikke få nok af AaB, kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der udelukkende har fokus på AaB. Det kan du gøre her.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden