Fodbold

Supereffektive Thisted sejrede mod Jammerbugt

En underholdende og intens kamp gav sejr til gæsterne

Thisted FC jubler efter det, der skulle vise sig at være kampens eneste scoring. Foto: Torben Hansen

Thisted FC jubler efter det, der skulle vise sig at være kampens eneste scoring. Foto: Torben Hansen

FODBOLD:Efterårssæsonen gik lørdag på hæld i 2. division, og det gjorde den med et brag af en kamp imellem de to bedst placerede nordjyske mandskaber i den tredjebedste række.

En kamp om at placere sig i den øverste halvdel, inden holdene gik på vinterferie.

Og det var gæsterne fra Thisted, der trak det længste strå. Et fremragende hovedstødsmål af Mirsad Suljic efter godt 20 minutters spil endte med at blive kampens eneste scoring - men der kunne være kommet mange flere, for der var muligheder nok at tage af.

Hjemmeholdet lagde aggressivt ud, og allerede i de første fem minutter havde angriberen Viktor Ahlmann to gode tilbud. Første gang røg bolden faktisk imellem benene på Thistedkeeper Markus Iversen, men han nåede tilbage og fangede bolden inden Morten Thomsen kunne løbe den det sidste stykke over stregen.

Også venstrekanten Bardhec Bytyqi bød sig til med et væld af finurlige driblinger. På et tidspunkt forsøgte han at afridble tre mand i en telefonboks, men netop som han kom fri af den sidste, blev han blokeret i skudøjeblikket.

Og i stedet for var det så gæsterne, der tog teten. Et indlæg fra højrekanten endte i panden på Mirsad Suljic, og på trods af at han var langt fra mål, så formåede han at dirigere hovedstødet hele vejen over til den fjerneste stolpe uden chance for Emil Kobberup i målet.

I anden halvleg fortsatte hjemmeholdet med at presse på, og Thisted stillede sig dybere i banen, da Mirsad Suljic blev erstattet af Nicolai Lassen.

Bardhec Bytyqi forsøgte sig med et langskud, men Iversen kunne igen redde, og riposten endte udenfor rækkevidde af Viktor Ahlmann, der ellers stod klar til at følge op.

Til allersidst burde udligningen være kommet, men kampen endte på mange måder med at være symptomatisk for Jammerbugts efterår. Holdet har nemlig haft chancer til langt flere mål, end det er blevet til. Et frisparksindlæg blev forlænget, og helt inde i det lille felt kunne Søren Pedersen sætte foden på, men på mirakuløs vis formåede Markus Iversen at parere inde på stregen.

Dermed kan Thisted holde julerferie på femtepladsen med 25 point. Jammerbugt FC ligger nummer otte med 20 point.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst