Suveræne Sagan indleder cykelåret med sejr i Australien

Peter Sagan vandt søndag spurten i et australsk cykelløb i Adelaide og indleder Tour Down Under i førertrøjen.

Peter Sagan har de seneste år holdt stædig fast i den ikoniske VM-trøje med verdensmesterskaber i 2015, 2016 og 2017. Søndag indledte han 2018 med en sejr i Adelaide. Foto: Scanpix/Jeff Pachoud / Arkiv
Cykelsport 14. januar 2018 12:14

Cykelstjernen Peter Sagan (Bora) indledte søndag 2018 i suveræn stil.

Den slovakiske verdensmester vandt cykelløbet People's Choice Classic i den australske by Adelaide, hvor cykelrytterne forbereder sig til etapeløbet Tour Down Under, der er årets første løb på World Touren.

I en massespurt slog Sagan sprintspecialisterne André Greipel (Lotto Soudal) fra Tyskland og australske Caleb Ewan (Mitchelton-Scott).

Ewan har vundet cykelløbet i Adelaide de seneste to år, mens Greipel tre gange tidligere er kørt først over målstregen.

Sejren betyder, at Peter Sagan på tirsdag kan iklæde sig førertrøjen på 1. etape af Tour Down Under.

Søndagens sejr tæller dog ikke med i klassementet.

People's Choice Classic er et forholdsvis kort cykelløb over 50,6 kilometer bestående af 22 omgange i Adelaides bymidte. 132 ryttere stillede til start.

27-årige Sagan har de senere år været en af de mest markante stjerner i det internationale cykelfelt. De seneste tre år har slovakken vundet VM-titlen blandt mange andre triumfer.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...