Svær sidste hurdle før Final4 for Aalborg Håndbold
Stefan Madsen er sulten efter at vaske nederlag i Silkeborg væk og revanchere sidste sæsons kvartfinale-exit

I sidste sæson snublede Aalborg Håndbold i kvartfinalen mod GOG. I år står Bjerringbro i vejen for Final4. Arkivfoto: Claus Søndberg
HÅNDBOLD:I sidste sæson missede Aalborg Håndbold pokalturneringens Final4, da de på hjemmebane tabte til GOG i kvartfinalen.
Onsdag aften står aalborgenserne overfor en ny potentiel stopklods, når de møder Bjerringbro-Silkeborg (BSH) i dette års kvartfinale. For tre uger siden tabte Stefan Madsens mandskab 24-26 til samme modstander på udebane i Håndboldligaen.
- Jeg håber og tror, at vi har lært mest af den kamp, og at revanchelysten samt støtten fra de fans, der trods alt må komme ind, kan hjælpe os med at få hevet marginalerne over på vores side, men det bliver helt sikkert en tæt kamp, forudser aalborgensernes cheftræner.
BSH’s rutinerede svenske keeper Johan Sjöstrand, der tidligere har spillet i Aalborg-trøjen, havde i de to holds seneste opgør en nøglerolle med en redningsprocent på 40.
- Vi manglede ikke chancer senest, så det handler om at blive bedre til at forvalte dem. Og så skal vi have bedre angrebsløsninger klar, hvis de igen dækker meget offensivt på os, pointerer Stefan Madsen.
Han har en skadesfri trup at arbejde med forud for pokalkvartfinalen, der fløjtes i gang kl. 20.30 og vises direkte på TV2 Sport.
- Vi tabte nogle kampe i en periode, hvor vi også mødte meget stærke hold. Mest skuffende var vi over indsatsen i Kiel-kampen i Champions League, fordi vi have sat næsen på efter at vise os frem mod et af Europas bedste hold.
- Men vi har fået rebet sejlene og viste med sejren over formstærke Skjern senest, at vi er der, hvor vi skal være, fastslår Aalborgs cheftræner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.